Tomme, forfaldne huse er den triste fremtidsudsigt for mange nordjyske landsbyer.
Derfor burde de landsbyer, der ikke kan overleve, nedlægges allerede nu, siger lektor og forsker i byplanlægning ved Aalborg Universitet, Jørgen Møller, til NORDJYSKE Stiftstidende.
– Hvis politikerne vil udvise rettidig omhu, så skal de diskutere det nu, og stille og roligt begynde at afmontere de landsbyer, der ikke har en fremtid, siger Jørgen Møller.
Behov for landsbyfornyelse
Han mener, at der er behov for byfornyelse på landet i samme størrelsesorden som den, de store byer har været igennem i de seneste 30-40 år.
– Politikerne lukker øjnene for et kæmpe problem. Der er brug for mere realisme på området, siger han og fortsætter:
– Hvis der ikke bliver gjort noget nu, så er det værst tænkelige scenarium, at 40 pct. af de mindste landsbyer skal fjernes om 10 år.
Afgjort en mand med store planer. Desværre er han tydeligvis byplanlægger uden den store psykologiske erfaring. Måske er psykologi ikke et obligatorisk fag på den uddannelse.
Han overser totalt, hvad der sker, hvis man vil afmontere en landsby. Hundreder af folk, der bor der, har boet der, har familie, der har boet der, hedder landsbyens navn til efternavn (ja, Claus Borre, jeg kigger på dig!) eller bare er medlemmer af Forsøgsdyrenes Værn og som sædvanlig intet har fattet, vil demonstrere ved at binde eller bolte sig fast til dele af landsbyen og insistere på, at landsbyen – der i dag tæller 4 indbyggere, hvis man tæller kattene med – er et levende og dynamisk samfund, der virkelig ikke fortjener denne kranke skæbne.
Dertil kommer det spændende spørgsmål om, hvordan man faktisk afmonterer en landsby. Er en umbrakonøgle nok, eller skal der tændstikker til? Og hvad gør man med de folk, der fejlagtigt går og tror, at de stadig bor i en landsby? Installerer man dem i Lejre Forsøgsby? Tvangsflytter man dem til nærmeste metropol? Eller afmonterer man også dem?
Der er helt klart uløste problemer i projekt “Strømlin de danske byer”, men det bør ikke stoppe os. 40 km virker som en god afstand mellem byer, og det er netop hvad der typisk er mellem købstæderne, så lad os få nedlagt resten. Vi kan jo altid bygge flere forlystelsesparker på stedet.
Sæsing Sommerland, BonBon-Land Baggesvogn, Hørmested Blomsterpark og Voergård Vandland, here we come!
Jeg befinder mig i en tilstand, der vel bedst kan beskrives som “rystet”.
Jeg var klar over, at vi i mange år har gjort det stadigt sværere at få lov til at bo her i landet, hvis man ikke er født her.
Jeg kan undre mig lidt over hvorfor det er så vigtigt at holde folk væk. Danmark er ikke et vidunderligt drømmeland, der flyder med mælk og honning, og jeg tror heller ikke på, at Danmark har det ry i udlandet.
I mine sorte stunder overvejer jeg, om truslen om at blive overrendt af immigranter måske er et skummel konspiration, der skal få os til at tro på, at Danmark er så fantastisk et land, at vi helt glemmer at bemærke, at det ikke er det.
Det er nu ikke derfor, jeg er rystet.
Jeg er rystet over den systematiserede danske racisme, som vi har i vort uoverskuelige lovkompleks. Ja, racisme. Jeg var godt klar over, at vi har lukket grænserne ret tæt, men i dag gik det for alvor op for mig, at der er decideret racistiske love gemt af vejen i dette lovkompleks. Regulær, systematiseret racisme.
Orientering på P1 (som formentlig snart er sparet væk) bragte i dag et indslag i den sædvanlige moderne journalistiks evige “det er så synd for den svage”-stil. I kender den: Ugebladshistorien forklædt som nyhed. Men indholdet var alligevel skræmmende.
Indslaget handlede om en kinesisk dame, der gennem ægteskab og senere skilsmisse er blevet en god dansker. Hun har en søn på cirka 5 år, der er født i Danmark og taler dansk, og det er der ingen problemer i. Tilbage i Kina havde damen også en datter, Kaiwen Tang, som nu er 10 år gammel. Hendes far er blevet syg og ude af stand til at passe hende, så hun flyttede til sin mor i Danmark.
Her har hun lært dansk, går i dansk skole, deltager i idræt i sin fritid og snakker dansk med sin mor og sin lillebror. En god lille dansk, integreret pige. Det har adskillige ledere og lærere skrevet under på.
Men Udlændigeservice – det danske integrationspoliti – har besluttet, at Kaiwen Tang ikke kan integreres. Hun er tydeligvis alt for meget kineser og slet ikke i stand til at blive en god dansker. Derfor skal hun rejse “hjem hvor hun kommer fra” senest 3. juli. Det er om to uger.
Det er der naturligvis lovhjemmel for. For hvis loven siger noget, så bortfalder den danske embedsmands moralske og menneskelige forpligtelser.
Loven blev til for nogle år siden, hvor det gik op for landets ledelse, at nogle forældre sendte deres børn til slægtens oprindelsesland, så de kunne lære, hvordan man traditionelt gør tingene i slægten. De såkaldte “opdragelsesrejser”. Det måtte naturligvis forbydes. Hvis man bor i Danmark, må man ikke have andre værdier end de danske at støtte sig til. Præcis hvad disse værdier er, ved vi måske ikke helt. Men de er der, og de bliver udryddet, hvis folk får lov at lære andet. Det kan vi ikke have.
Så der blev lavet en lov, der skulle sikre mod den slags.
Eller… Det kan vi jo ikke. Hvis de er født her i landet, har de jo (endnu) lov at rejse på ferie i udlandet i perioder. Så det blev i stedet til noget forkølet noget med at straffe forældrene økonomisk, og i øvrigt give pædagogerne ordre til at indberette det, hvis de får mistanke om opdragelsesrejser.
Hvad der herefter skete, kan man kun gisne om. Det virker som om en eller anden har sagt “Ah. Men hvad nu hvis forældrene, i deres udspekulerede djævelskhed, føder barnet i udlandet og først når det er blevet næsten voksent, prøver at luske det ind i landet ved familiesammenføring?” Og se, det uhyre realistiske komplot kunne man lovgive sig ud af.
Så derfor skal Udlændingeservice vurdere om et barn, der forsøges ført sammen med sin danske familie – som nu Kaiwen Tang – overhovedet kan integreres. Og ud fra Kaiwen Tangs sagsforløb at dømme, er jeg tilbøjelig til at tro, at der i margenen af lovteksten med en fin rød fyldepen er skrevet “Nej. Selvfølgelig kan de ikke integreres.”
Jeg er, som sagt, rystet. Ikke over sære integrationsregler og deres implementation, men over, at vi i dette land er så bange for andre kulturers værdier, at vi med pennestrøg skaber familietragedier for ikke at risikere at få fremmede værdier ind over landets grænser.
Jeg har ikke noget ønske om at få indført etbarns-politik i Danmark. Ej heller ønsker jeg et kastesystem. Tanken om at gøre kiwien til dansk nationalfugl er mig meget imod. Jeg har ikke noget indædt ønske om at amerikansk fundamentalistisk kristendom eller våbenlovgivning bliver normen i Danmark.
Men jeg lider heller ikke af en syg tvangstanke om, at hvis der er folk her i landet, der mener sligt, så er det landets undergang. Det er det ikke. Men det kan tvinge os til at overveje, hvorfor vi ikke vil have det ene og det andet implementeret i dansk lov og dagligdag. Og det tager vi bestemt ikke skade af.
Til slut, to små ting:
1) For to måneder siden besøgte vor statsminister Argentina. Her talte han med nogle efterkommere af danske indvandrere, som har holdt dansk livsstil og det danske sprog i live derude. Han roste dem. Er der ikke andre end mig, der kan se det hykleriske deri?
2) Ja, jeg ved det godt – I vil høre slutningen på ugebladshistorien. Hvorfor rejser Kaiwen Tangs mor ikke hjem, hvor hun kommer fra, med sine to unger? Fordi den yngste har en dansk far, som har samkvemsret med sin søn, såmænd. Hun må ikke. Hun skal opgive et af sine børn. Systemet har talt. Og der er lovhjemmel for det, så det er ikke nogens skyld.
Der findes en rimeligt kort og evigt foranderlig liste over ting, der irriterer mig grænseløst. En af de ting, der har befundet sig på listen i meget lang tid er lufthavnenes sikkerhedskontrol – og luftvæsenets generelle sikkerhedsteater.
Jeg finder det såmænd ikke urimeligt, at de eksisterer. Jeg finder det kun urimeligt, at The Powers That Be sætter dem til flere og flere forvirrede cirkusnumre, der forhindrer dem i at gøre det, de faktisk er der for: At forhindre eller i hvert fald mærkbart begrænse risikoen for, at en eller anden galning slipper ombord på et fly med våben af en eller anden art.
I sidste uge var jeg i Stockholm til et møde. Da jeg skulle overnatte deroppe, medbragte en en frysepose med en tandbørste, en tube tandpasta og en deodorant. Jeg havde samme pose med til St. Petersborg for halvanden måneds tid siden, og da blandede ingen sig.
Men på denne tur blev jeg spurgt, om de liiiige måtte kigge i min taske. Og det måtte de da. Det viste sig så, at min frysepose ikke var en reglementeret pose til flydende ting (en kategori, som kun min tandpasta passer i – selv om den ikke er flydende). Den rare dame tog så min pose og puttede hele posen i en reglementeret pose. NU var det hele, som det skulle være. Jeg smilede venligt, og gik hovedrystende derfra.
I Stockholm skulle vi så til det igen. Denne gang gik jeg fri, men min kollega blev stoppet. De ville gerne liiiige kigge i hans taske. Havde han mon noget i tasken af metal? Efter lidt søgen fandt de hans Victorinox Cybertool – en meget fin nørd-orienteret schweizerkniv. Selvfølgelig måtte han ikke have den med i flyet, og selvfølgelig skulle den ikke have ligget i hans taske. Han skulle have efterladt den derhjemme, men han havde glemt at den lå der. Han gik ud og checkede sin taske ind, og så var den potte ude.
Det, der bekymrer mig i denne sag, er, at kniven ikke blev fundet allerede i Kastrup.
Den menneskelige hjerne har en begrænset kapacitet for at overskue mængder af ting, og det er et kendt neurologisk faktum, at når vi søger efter noget bestemt og hjernen mener måske at have fundet det, så ignorerer den stort set alt andet, mens den checker om den ting er den, som den ledte efter. Og hvis hjernen oven i købet identificerer den ting, som den søger efter, så har den en tendens til at ignorere alt andet.
Eller, i den konkrete sag: Sikkerhedsmenneskene skal i dag kigge efter så mange forskellige ting, at simple ting som knive og den slags – ting som tidligere blev fanget stort set hver gang – nu risikerer at køre igennem smertefrit, fordi tandpastaen ligger i en forkert størrelse pose eller fordi nogen formaster sig til at have en 1.5 dl vandbeholder med.
“Det er meget muligt,” kan du måske sige, “men det er jo for vores egen sikkerheds skyld.”
Det er en sund og fair pointe. Desværre er den falsk. Det er for at vi skal opnå en falsk følelse af sikkerhed. En følelse, der kompromitteres voldsomt, når man hører historier om folk, der slipper igennem med en kniv.
Og nu, pauseunderholdning:
Det er ganske som med forbuddet mod radiosendere ombord på flyet. Din mobiltelefon skal være slukket under hele flyveturen, for den indeholder en radiosender og sådan en er ganske ufarlig for et flys elektronik, men “man kan jo lige så godt være sikker.” Ikke desto mindre er der fly, der tilbyder trådløst netværk på flyet. Så sidder der en flok mennesker med deres bærbare og sender og modtager radio på livet løs. Men det er åbenbart ufarligt. Det samme er mobiltelefoner åbenbart, når de kobles på en GSM-“mast” i selve flyet, som nogle flyselskaber eksperimenterer med.
Den endnu mere tåbelige påstand – at det er strengt nødvendigt at slukke alle radio-modtagere mens flyet letter og lander – er helt uforståelig. En radiomodtager kan på ingen måde forstyrre flyets elektronik, og jeg må indrømme, at jeg kun har forståelse til overs for de nysgerrige, der har lusket sig til at følge starten eller landingen på en medbragt GPS, ligesom jeg ikke kan opnå nogen form for ophidselse over folk, der ikke tager batteriet ud af deres radiostyrede ur.
Det er teater. Det handler om at bilde os ind, at man gør alt muligt for at vi skal være sikre. Sandheden er, at man altid kan skabe katastrofer på et fly, hvis man er opsat på det. Det er bare de ufatteligt få, der faktisk er opsat på det.
Bruce Schneier, en af denne verdens store sikkerheds-guruer, har netop afholdt en konkurrence, der havde til formål at vise absurditeten i dette teater. Opgaven var at designe et terrorangreb, der ville tvinge The Powers That Be til at forbyde ting, de ikke i praksis kan forbyde. Jeg vil gerne lige give et kort referat af de tre finalister. Links i starten af beskrivelsen linker til finalisternes egne beskrivelser af projektet.
De tre finalister var:
1) Forbyd vand. Det er rasende nemt at få natrium gennem sikkerhedschecket i form af et par briller eller et bæltespænde. Natrium i vand udvikler hastigt store mængder brint – og det kan eksplodere.
3) Forbyd sikkerhedskontrollen. Det er let at få sikkerhedskontrollen til at udbrede dimethylkviksølv til hundreder af mennesker. Dimethylkviksølv dræber i løbet af en times tid efter kontakt med huden.
Facit er ret simpelt: Tekniske foranstaltninger mod terrorangreb duer ikke. Efterforskning, opmærksomhed overfor mistænkelig adfærd, i det hele taget alt, hvad der har med den menneskelige faktor at gøre, virker langt, langt bedre. Manden med skobomben blev ikke stoppet, fordi man opdagede sprængstof i hans sko, men fordi han opførte sig sært (han prøvede at sætte ild til sin sko. Det er lidt sært.) Den store optrævling af et planlagt terrorangreb i London lykkedes ikke, fordi man kiggede i folks tasker, men fordi man havde agenter i miljøet og vidste, at der skulle ske noget, hvad der skulle ske og hvornår.
Alt det andet? Det som de spilder vores tid med? Det som gør, at de ikke finder folks lommeknive? Det som gør, at vi bør møde tidligere og tidligere i lufthavnen? Det er bare teater. Drop det dog.
De sidste måneder er en bestemt begrundelse for varetægtsfængsling blevet mere og mere tydelig i medierne. Byretten sætter folk bag tremmer på ubestemt tid og uden dom af hensyn til “borgernes generelle retsfølelse.” Det er der noget helt fundamentalt galt i.
Jeg er opdraget med, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. I min opvækst har jeg lært, at “systemet” er til for mig, og at vi her i landet – i modsætning til grumme diktaturstater hid og did – ikke smider folk i fængsel med mindre vi er sikre på, at de er forbrydere. Jeg har lært, at vi her i landet hellere lader en skyldig gå end en uskyldig sidde inde.
Det har jeg troet på i små 35 år, men de sidste måneder har givet min overbevisning et knæk. Først var der sagen, hvor nogle politifolks vidneudsagn blev vægtet højere end eksisterende videooptagelser af de anklagede. Det være så, hvad det er. Jeg kan godt forstå, at man i en kritisk situation, som de gadekrige, der udspillede sig, i nødværge sætter folk af vejen nogle dage, mens man danner sig overblik. Jeg finder det ikke uproblematisk. Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige måde at gøre tingene på. Men jeg kan godt forstå det.
Men det er så, når det er “nogle dage”.
Ikke når det er tre måneder. Og det var det altså for de seksten unge der de sidste dage er blevet løsladt under højlydte protester fra anklageren. Politiet har afsluttet efterforskningen, så der kommer ikke noget nyt på bordet nu, men anklageren frygtede, at de unge – som altså ikke har været isoleret fra hinanden de tre måneder i fængslet – pludselig skulle kunne samstemme forklaringer, når de blev sluppet fri.
Heldigvis fandt landsretten, at det måtte slutte her. Ligesom italieneren, der for en uges tid siden blev løsladt, fordi anklageren i to en halv måned havde været ude af stand til at finde den betjent, som italieneren angiveligt havde smidt en sten i brystet på.
Samlet set er der altså tale om sytten mennesker, der har siddet over to en halv måned i fængsel for at have gjort et eller andet, som anklagemyndigheden altså er ude af stand til at dokumentere. To en halv måned. Og det i tiden op til eksamen – de af dem, der er studerende bliver i hvert fald forsinket et år af det her.
Og argumentet er den her generelle retsfølelse. Jeg beklager, men min “generelle retsfølelse” føler sig ikke taget hensyn til på denne måde. Tværtimod. Jeg ville til gengæld sætte pris på at se nogle mened-retssager mod politifolk, der overvurderer, hvad man kan tillade sig at sige, fordi man jo “ved”, at de unge er nogle lede forbryderspirer. DET ville hjælpe på min generelle retsfølelse.
Ak, hvor er det tragisk. Den onde formiddagspresse har ødelagt endnu en lovende politisk karriere med deres ubehagelige mudderkastning.
Stakkels Morten Messerschmidt blev anklaget for at synge nazi-sange og heile i Grøften i Tivoli, og så var det slet ikke det, det handlede om alligevel.
Næh, der var tale om den smukke tyske national-lied, Deutschland über alles, som jo ikke er en nazi-sang, men bare en tysk nationalsang. Det forklarer sandhedens noble tjener nummer et, Claes Kastholm, os i dag i et partsindlæg i Berlingske Tidende.
Lad os nu ikke spilde tiden med at overveje hvorfor den gode Messerschmidt pludselig skrålede netop denne sang. Det er jo ganske oplagt, at når sangen ikke som sådan er en nazi-sang, så kan Mortens intention med sangen jo heller ikke have været at antyde nazisme, vel?
Mortens bortforklaringer i dagene efter artiklen i BT er vel også en misforståelse, så? For hans intention var jo på ingen måde at angive noget som helst omkring nazisme, men bare at synge lidt af en i øvrigt relativt smuk sang. Mortens afgang fra partiet må så også ses som et offer af overmenneskeligt format – Dansk Folkeparti skal ingenlunde lide under, at Morten ikke har gjort noget galt overhovedet, men blot fremstilles sådan af den væmmelige formiddagspresse.
Det er et fantastisk spin, det her. Det syntes jeg faktisk allerede, da det lykkedes at få vendt sagen væk fra Krarup, Camre og Messerschmidts temmelig uheldige udtalelser om nazi-symboler, muslimers uduelighed og bøssers mindreværd. Glemt er det, at Morten flere gange faktisk er kommet med regulære nazistiske udtalelser (bare erstat “muslimer” med “jøder” og det skulle være tydeligt for enhver) – nej, nu handlede det hele pludselig om hvad Morten havde gjort og sunget i en brandert.
Og nu, blot en uge efter hans afgang, er selv det ikke længere sagen. Nej, nu handler det hele om BTs uduelighed og BTs vidners uvidenhed om tyske nationalsange.
Nuvel, jeg skal da ikke lægge skjul på min skuffelse over, at Morten Messerschmidt ikke stræbte højere. Horst Wessel eller sådan noget havde været meget mere nazi, og jeg havde da regnet med, at det var et eller andet i den retning, det handlede om. Men at det “kun” var Deutschland über alles synes jeg ændrer meget lidt på Mortens intentioner som – siger han jo selv – klart var gennem sang at antyde nazisme.
Men det kan umuligt være hvad han mente. For Deutschland über alles er jo ikke som sådan en nazi-sang. Godt skuldret, danske presse, I har virkelig øjet på bolden.
Da jeg var omkring otte år og gik på Hjerting Skole lidt nord for Esbjerg (ja, dem med hængerøvsbukserne), oplevede jeg for første gang en stinkbombe.
En tung, klam sky hang over bagudgangen ned mod sportspladsen og jeg var ved at kaste op på grund af den rådne svovldunst, som jeg kun næsten kunne ignorere ved at trække vejret gennem munden.
Sådan har jeg det igen her til morgen. Nuvel, jeg kan godt trække vejret, sådan rent fysisk, men rent mentalt og i høj grad politisk er jeg kvælningsdøden nær. Og det hjælper ikke at trække vejret gennem munden.
Det startede med, at Asmaa Abdol-Hamid erklærede, at hvis hun bliver valgt ind i Folketinget, så vil hun naturligvis gå på talerstolen med tørklæde på. Hun er muslim og bærer tørklæde i offentlighed, fordi det er hendes opfattelse, at det skal man, når man er en god muslim.
Det er selvfølgelig en politisk manifestation. Ingen grund til at lægge skjul på det. Enhedslisten, som Asmaa Abdol-Hamid stiller op for, har længe kæmpet mod visse andre partiers krampagtige kamp for at forbyde folk at bære tørklæde. Og hvis der ikke var noget som helst politisk i Asmaas udmelding var der egentlig ingen grund til at komme med den. Men nogen særlig dramatisk udmelding er det ikke.
Dansk Folkeparti stod klar. Søren Krarup kom styrtende og sammenlignede tørklædet med hagekors og sortskjorter. Hagekors? Sortskjorter? Hvad med at sammenligne det med kors? Med turbaner? Med små, stiliserede fisk bag på bilen? Buddha-figurer?
Nej. Hagekors. Intet mindre kunne gøre det. Og derved siger Krarup klart, at landets muslimske mindretal er lige så farlige, totalitære, onde og grimme som nazisterne var for lidt over 60 år siden – men uden faktisk at sige det, og det er jo det, der er det geniale. Få befolkningen til at kæde de to symboler sammen, så behøver du ikke komme med din vanvittige påstand, men kan lade folks frygt for det, de ikke forstår, drage konklusionerne.
På Usenet, hvor jeg af uvisse årsager ofte kaster mig ud i nytteløse debatter, er det en udbredt opfattelse, at den person, der først sammenligner sin modpart eller objektet for sin modparts standpunkt med nazisterne, automatisk har tabt debatten. Nazismen står i den kollektive bevidsthed som den ultimative ondskab, og så snart nogen siger “Ja, det mente nazisterne også” tvinger man modparten til at forklare, hvorfor han ikke er “ligesom nazisterne”. Det er et retorisk trick, der går ud på at afspore en debat, man er i gang med at tabe på gulvet.
Den regel gælder ikke i den offentlige debat, hvor landets politikere blander sig, tydeligvis.
Folk fra de andre partier har kastet sig over hinanden for at sige, at de synes, at det er noget lidt usædvanligt noget at sige, men at Krarup da kan sige lige hvad han vil, for vi har jo ytringsfrihed her i landet. Kort sagt: Man accepterer at manden bruger det mest ulækre retoriske træk af dem alle. For vi har jo ytringsfrihed.
Camre kommer styrtende til og fortæller i dag Nyhedsavisen, han mener, at Asmaa enten må forlade Danmark eller gå i psykiatrisk behandling. Ja, i Radio 100FM kalder han det direkte sygeligt. Tænk sådan at ville bære tørklæde. “Det er en syg idé og helt naturstridigt, at en fundamentalist med tørklæde skal være medlem af vores demokratiske parlament.” udtaler han blandt andet.
Naturstridigt, ligefrem? Det forekommer mig ellers, at det at dække sit hår til er en meget naturlig reaktion blandt mennesker i situationer, hvor det er meget varmt, koldt eller der er nedbør.
Morten Messerschmidt iler til og fortæller os, at “Alle muslimske samfund per definition er tabersamfund.” Han tilføjer, at det er ufornuftigt at bære tørklæde og viser en eklatant mangel på evne til kritisk tænkning. Utroligt, hvad et tørklæde kan vise.
For nogle år siden sad Morten Messerschmidt i Deadline og redegjorde for, at muslimer i Danmark kun er her for at nasse på samfundet vha. bistandshjælp og andre sociale ydelser. Da det blev påpeget for ham, at mange muslimer passer jobs, som vi andre ikke gider, svarede han hurtigt, at ja, de arbejdede i kiosker, men kun fordi de så kunne snyde med momsen.
Nu skrev jeg det ovenfor om ikke at sammenligne modparten med nazister. Jeg føler for at indføre en undtagelse, hvis det er Morten Messerschmidt, man taler om. Men det ville være upassende. Selv Morten skal ikke udsættes for at forsvare sig mod påstande om, at han er nazist. Det ville også være at forære ham en offerrolle, han ikke har fortjent.
I stedet vil jeg lige træde et skridt tilbage og overveje, hvorfor det nu var, at de der tørklæder var så frygtelige. Det vi har hørt om i årevis er, at det er kvindeundertrykkende at tvinge kvinder til at gå rundt med tørklæde. Det er en del af en kultur, hvor kvinden skal holde kæft og gå to skridt bag manden og så videre.
Er de påstande ikke lidt vanskelige at holde fast i, når vi taler om en ung kvinde, der kæfter op i alle landets medier, og nu stiller op til Folketinget? Det forekommer mig svært at se Asmaa som undertrykt, bare fordi hun har et stykke stof på hovedet. Og det forekommer mig voldsomt at bruge ordet “ytringsfrihed” til at forsvare folks ret til at kræve psykiatrisk behandling til folk, der bruger deres ytringsfrihed til selv at bestemme om de vil have tørklæde på eller ej.
Nå. Så fik jeg luft og kan trække vejret lidt igen. Jeg vil give det sidste ord til Asmaa Abdol-Hamid, der siger dette til Nyhedsavisen: “Hvor skal jeg rejse hen? Til Sønderjylland, hvor jeg kommer fra? Dansk Folkeparti er farligt for demokratiet, fordi det bruger friheden til at begrænse andres frihed.”
Det er ufatteligt nemt for os, der bor i en by, hvor ting bliver smadret, at glemme sagen og bare se konsekvensen og derefter klandre en flok lømler, for noget som de gør lige nu. Men lad os ikke være så forkvaklet korte i vore hukommelser, at vi glemmer, at den dybere årsag er et pinligt og kolossalt politisk svigt.
Hvordan folk kan mene, at det her kun handler om ejendomsretten… eller for den sags skyld overhovedet… er mig en gåde.
Det akutte problem – balladen i gaden – må løses, som den slags løses. Det er nødvendigt. Men lad være med at komme rendende om tyve minutter med eventyr om, at balladen i gaden er grunden til at København har mistet sit ungdomshus.
Flere af mine venner bor på Nørrebro og kommer med daglige beretninger fra det, der for tiden mere er en krigszone end en bydel. Nogle historier er skræmmende, andre er blot bekymrende og atter andre er absurde.
Når jeg skal videregive historier eller bare skrive lidt om sagen, er mit første problem at finde ud af, hvad jeg egentlig skal kalde de folk, der render omkring og laver huttelihut. I 90erne kaldte vi dem for autonome. Det betyder selvstyrende. Er der noget, de tydeligvis ikke kan, så er det at styre sig, så det ord duer ikke. Jeg brugte i spøg udtrykket “autofone” dengang – det betyder selvsnakkende – men de snakker ikke ret meget lige nu. De gør bare hærværk. Jeg tror, at jeg vil bruge ordet “lømler”. Det er et dejligt ord.
Til de bekymrende historier hører, at Telia blev kontaktet af politiet i torsdags. Politiet foreslog, at Telias medarbejdere i butikken på Nørrebro blev sendt hjem “i hvert fald week-enden over”. Politiet mente, at medarbejderne kunne være i fare. Det er det rene galimatias, at folk, der passer deres arbejde – arbejde, som ikke er en del af konflikten – skal frygte for liv og førlighed i denne sag.
Til de skræmmende historier hører, at døren til Runes baggård på Nørrebro blev sparket ind af nogle lømler, der ville sikre sig en flugtvej. Det kommer på en eller anden måde for tæt på.
Skræmmende var også min egen oplevelse i aftes. Jeg skulle hjem fra Rådhuspladsen og tog en natbus. Jeg undrede mig over rute, den tog, men tænkte, at den nok skulle undgå området omkring Blågårds Plads. Da vi nåede Vanløse, måtte jeg erkende, at jeg nok sad i den forkerte bus. Jeg stod af og fandt en taxa og bad om at blive kørt hjem til Østerbro. Taxafyren spurgte om han bare skulle køre ned til rute 18, som åbenbart var hans måde at beskrive den “næsten-ringvej”, der går fra Valby over Falkonér Alle, Jagtvej og Strandboulevarden. “Det finder du selv ud af” svarede jeg.
Jeg skulle have tænkt mig om i stedet. Jagtvej var stadig spærret. Taxafyren kendte dog en bagvej, som han tog. Eller prøvede at tage. Pludselig var vi i en gruppe af lømler, som havde væltet en flaskecontainer ud på vejen. Taxafyren blev nervøs. “Bare de ikke smider noget efter bilen,” sagde han. Efter en kort tænkepause kørte han hen over de knuste flasker for at tage en sidevej. En civilist kiggede ind på taxafyren, mens han gik forbi, og rystede svagt på hovedet, mens han pegede en anden vej. Vi forstod begge signalet om at komme væk, den vej vi kom ind. Nu.
Taxafyren vendte om. Nu lå der pludselig materiel fra et vejarbejde på vejen vi kom fra og nogle lømler var vist i gang med at prøve at sætte ild til en bil. Taxafyren var tydeligt nervøs, men fik navigeret ud og videre til Østerbro. Undervejs fortalte han, at han også boede på Nørrebro og altid havde respekteret dem ovre fra Ungdomshuset. Men det var slut nu. Det, der virkelig havde vendt ham var da lømlerne begyndte at smadre og brænde folks biler. “Folk har en bil, fordi de har brug for den. Og de har da ikke lige råd til at købe en anden, fordi den bliver smadret.” Jeg er ganske enig. Det er gået helt amok.
Til de absurde historier hører, at Tomek og Eva gik lidt rundt på Nørrebro forleden. Da de passerede et stort bål, blev de mødt af en af gadens kvinder. “Har I noget ild?” spurgte hun.
Så har politiet ryddet Jagtvej 69 – i hvert fald indtil de unge bryder ind og besætter det igen, hvilket jo nok vil ske et par gange.
Jeg gider ikke debattere Ungerens ret til at blive eller ej her. Jeg er sandt at sige træt af den diskussion – opgaven nu må være at finde ud af, hvor de kan være i stedet. Det havde været rart om de kunne blive, men den dør er lukket.
I forbindelse med rydningen udtaler Ruth Evensen i følge Politiken, at Faderhuset har set frem til at kunne overtage huset , og at det er spændende, det der foregår på Nørrebro lige nu (dvs. i morges, hvor gadekrigen var i sin spæde start). “Det kildrer lidt i maven, at det nu sker,” tilføjer hun.
Har den kone overhovedet ingen situationsfornemmelse?
Bamseblog 
Seneste kommentarer