Archive for the ‘jazz’ category

Swingtime

juni 25, 2007

For omkring 28 år siden tog min far en Duke Ellington-plade frem, satte den på pladespilleren og bad mig lytte. Jeg tror, at der gik omkring 20 sekunder, før jeg var på vej ud af stuen. Der var ingen tekst. Jeg genkendte ikke melodien. Det var uinteressant. “Kan du ikke høre, hvor det swinger?” spurgte han mig.

“Nej,” sagde jeg og gik.

Denne åbenlyse brist til trods, er jeg nu stadig meget glad for mine forældre, og havde egentlig tænkt mig at besøge dem på den netop overståede Sankt Hans aften. Om eftermiddagen ringede min far dog og fortalte, at min mor havde lagt sig syg, så jeg besluttede mig for at prøve at finde noget andet at lave.

Nogle forkølede forsøg på at finde nogen at sankthanse sammen med mislykkedes, og pludselig slog det mig, at jeg jo var kommet til at købe et årskort til Tivoli – måske holdt de noget festivitas? Jeg checkede nettet. Lurblæsere, båltale ved Klaus Bondam, bål, noget Big Band-værk og fyrværkeri lød ikke som alverden, men Michael Carøe skulle synge, og han er festlig nok, så jeg tog derind.

Lurblæserne hørte jeg ikke, og af Bondams tale hørte jeg kun halvdelen. Bålet var en fesen affære, så jeg vandrede ned til scenen for at høre lidt Big Band-musik.

Bandet begyndte at spille, og Michael Carøe gik på scenen i jakkesæt med en drink i den ene hånd og en smøg i den anden. Han tog en slurk af drinken, stillede glasset på et bord, smed cigaretten på jorden og trampede den ihjel med sin laksko.

Så begyndte han at synge. Vi fik et par Sinatra-klassikere, og snart var dansegulvet fyldt med folk. Først en 4-5 yngre par, der tydeligvis gik til swingdance og trængte til at vise deres kunnen. Så de lidt ældre par, der følte fødderne vugge – et enkelt par dansede så vidt jeg kunne se brudevals, hvilket er lidt af en bedrift, når musikken er i 4/4. Og til sidst de ældste. Guldbrudeparret, der danser som gigten nu tillader. Pensionistparret, der pludselig kommer i tanke om, hvordan de dansede “dengang.” Levende, medrivende, vidunderligt – og ledsaget af fremragende musik og en ganske udmærket Sinatra-crooner i Carøe med hans flabede charme.

Da jeg jo var alene afsted holdt jeg mig fra dansegulvet. Piger kan danse alene, uden at det bliver pinligt, men vi herrer kommer bare til at ligne en fortabt nørd fra en Hughes- eller Malmros-film. Det var dog ganske umuligt at stå stille, da orkesteret kastede sig igennem Mack the Knife og flere andre af de store klassikere, og hvor det i starten var nok at vippe med en fod, kom mere og mere af kroppen stille og roligt i bevægelse.

Andet sæt udvidede repertoiret til både Tom Jones og Stevie Wonder indtil klokken nærmede sig 23.40 og orkesteret stoppede. Der skulle være fyrværkeri fra koncertsalens tag “lige om lidt”, og så ville koncerten fortsætte derefter. De narrede os. Orkesteret akkompagnerede simpelthen fyrværkeriet med noget, der startede som en forrygende swing-udgave af Rådhusklokkerne og så fortsatte over i andre toner. Det var ikke synkront til fyrværkeriet – det er formentlig umuligt – men tematisk passede musik og krudt sammen hele vejen igennem. Det var en betagende oplevelse.

Det her er ikke sådan en koncert, hvor folk er der fra start og forsvinder undervejs, sådan som man oplever det ved Fredagsrock. Snarere kommer der flere og flere, mens musikken spiller, og dansegulvet var nu godt proppet med folk, der skulle nå den allersidste dans, før de gik hjem. Ikke et øje var tørt, da Carøe serverede My Way, og lattermusklerne blev rørt, da han pludselig rappede sig igennem et vers. Rap til big band-musik. Så fik jeg også hørt det.

Jeg gik fra Tivoli med et stort smil plantet midt i ansigtet. Jeg kom nok mest for at høre Carøe, men jeg vender tilbage for at høre Tivolis Big Band.

For ih, hvor det svinger.

Undskyld, far. Du havde ret.

Tivoli holder Swingtime syv lørdage i løbet af sommeren. Se programmet her.