Tankepoliti(k)

Jeg befinder mig i en tilstand, der vel bedst kan beskrives som “rystet”.

Jeg var klar over, at vi i mange år har gjort det stadigt sværere at få lov til at bo her i landet, hvis man ikke er født her.

Jeg kan undre mig lidt over hvorfor det er så vigtigt at holde folk væk. Danmark er ikke et vidunderligt drømmeland, der flyder med mælk og honning, og jeg tror heller ikke på, at Danmark har det ry i udlandet.

I mine sorte stunder overvejer jeg, om truslen om at blive overrendt af immigranter måske er et skummel konspiration, der skal få os til at tro på, at Danmark er så fantastisk et land, at vi helt glemmer at bemærke, at det ikke er det.

Det er nu ikke derfor, jeg er rystet.

Jeg er rystet over den systematiserede danske racisme, som vi har i vort uoverskuelige lovkompleks. Ja, racisme.  Jeg var godt klar over, at vi har lukket grænserne ret tæt, men i dag gik det for alvor op for mig, at der er decideret racistiske love gemt af vejen i dette lovkompleks. Regulær, systematiseret racisme.

Orientering på P1 (som formentlig snart er sparet væk) bragte i dag et indslag i den sædvanlige moderne journalistiks evige “det er så synd for den svage”-stil. I kender den: Ugebladshistorien forklædt som nyhed. Men indholdet var alligevel skræmmende.

Indslaget handlede om en kinesisk dame, der gennem ægteskab og senere skilsmisse er blevet en god dansker. Hun har en søn på cirka 5 år, der er født i Danmark og taler dansk, og det er der ingen problemer i. Tilbage i Kina havde damen også en datter, Kaiwen Tang, som nu er 10 år gammel. Hendes far er blevet syg og ude af stand til at passe hende, så hun flyttede til sin mor i Danmark.

Her har hun lært dansk, går i dansk skole, deltager i idræt i sin fritid og snakker dansk med sin mor og sin lillebror. En god lille dansk, integreret pige. Det har adskillige ledere og lærere skrevet under på.

Men Udlændigeservice – det danske integrationspoliti – har besluttet, at Kaiwen Tang ikke kan integreres. Hun er tydeligvis alt for meget kineser og slet ikke i stand til at blive en god dansker. Derfor skal hun rejse “hjem hvor hun kommer fra” senest 3. juli. Det er om to uger.

Det er der naturligvis lovhjemmel for. For hvis loven siger noget, så bortfalder den danske embedsmands moralske og menneskelige forpligtelser.

Loven blev til for nogle år siden, hvor det gik op for landets ledelse, at nogle forældre sendte deres børn til slægtens oprindelsesland, så de kunne lære, hvordan man traditionelt gør tingene i slægten. De såkaldte “opdragelsesrejser”. Det måtte naturligvis forbydes. Hvis man bor i Danmark, må man ikke have andre værdier end de danske at støtte sig til. Præcis hvad disse værdier er, ved vi måske ikke helt. Men de er der, og de bliver udryddet, hvis folk får lov at lære andet. Det kan vi ikke have.

Så der blev lavet en lov, der skulle sikre mod den slags.

Eller… Det kan vi jo ikke. Hvis de er født her i landet, har de jo (endnu) lov at rejse på ferie i udlandet i perioder. Så det blev i stedet til noget forkølet noget med at straffe forældrene økonomisk, og i øvrigt give pædagogerne ordre til at indberette det, hvis de får mistanke om opdragelsesrejser.

Hvad der herefter skete, kan man kun gisne om. Det virker som om en eller anden har sagt “Ah. Men hvad nu hvis forældrene, i deres udspekulerede djævelskhed, føder barnet i udlandet og først når det er blevet næsten voksent, prøver at luske det ind i landet ved familiesammenføring?” Og se, det uhyre realistiske komplot kunne man lovgive sig ud af.

Så derfor skal Udlændingeservice vurdere om et barn, der forsøges ført sammen med sin danske familie – som nu Kaiwen Tang – overhovedet kan integreres. Og ud fra Kaiwen Tangs sagsforløb at dømme, er jeg tilbøjelig til at tro, at der i margenen af lovteksten med en fin rød fyldepen er skrevet “Nej. Selvfølgelig kan de ikke integreres.”

Jeg er, som sagt, rystet. Ikke over sære integrationsregler og deres implementation, men over, at vi i dette land er bange for andre kulturers værdier, at vi med pennestrøg skaber familietragedier for ikke at risikere at få fremmede værdier ind over landets grænser.

Jeg har ikke noget ønske om at få indført etbarns-politik i Danmark. Ej heller ønsker jeg et kastesystem. Tanken om at gøre kiwien til dansk nationalfugl er mig meget imod. Jeg har ikke noget indædt ønske om at amerikansk fundamentalistisk kristendom eller våbenlovgivning bliver normen i Danmark.

Men jeg lider heller ikke af en syg tvangstanke om, at hvis der er folk her i landet, der mener sligt, så er det landets undergang. Det er det ikke. Men det kan tvinge os til at overveje, hvorfor vi ikke vil have det ene og det andet implementeret i dansk lov og dagligdag. Og det tager vi bestemt ikke skade af.

Til slut, to små ting:

1) For to måneder siden besøgte vor statsminister Argentina. Her talte han med nogle efterkommere af danske indvandrere, som har holdt dansk livsstil og det danske sprog i live derude. Han roste dem. Er der ikke andre end mig, der kan se det hykleriske deri?

2) Ja, jeg ved det godt – I vil høre slutningen på ugebladshistorien. Hvorfor rejser Kaiwen Tangs mor ikke hjem, hvor hun kommer fra, med sine to unger? Fordi den yngste har en dansk far, som har samkvemsret med sin søn, såmænd. Hun må ikke. Hun skal opgive et af sine børn. Systemet har talt. Og der er lovhjemmel for det, så det er ikke nogens skyld.

Advertisements
Explore posts in the same categories: indvandring, politik, samfund

One Comment på “Tankepoliti(k)”

  1. Anne Says:

    Faktisk lyder det til, at nogen påtager sig at tænke det om: http://jp.dk/indland/article1025545.ece

    Det kunne man da håbe.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: