Archive for the ‘arbejde’ category

The country where I quite want to be…

oktober 17, 2007

Jeg har helt glemt at nævne, at jeg var i Helsinki i sidste uge.

Jeg havde et møde i byen onsdag kl. 9.00, og i den forbindelse syntes mødeværterne, at de gerne ville invitere deltagerne på middag aftenen før, så det blev en hurtig lille halvanden-dags-tur.

Jeg fløj til Helsinki sammen med min kollega Anders tirsdag lidt i frokosttid og da vi var nået frem og var blevet indlogeret på hotellet, planlagde vi en tre kilometer lang rute fra Stenkirken over Senatspladsen (byens officielle centrum) ned til restauranten… Så fik vi da set lidt af byen.

Stenkirken er garanteret smuk. Den er hugget ud i grundfjeldet et sted hvor det kigger op til overfladen, men taxaen satte os af ved kirken et kvarter efter lukketid, så vi kunne kun se ydersiden. Og den ligner enhver anden klippe.

Mere held havde vi med senatsbygningen. Vi anede ikke, hvad vi kiggede efter – vi vidste bare, at det var midt i Helsinki – men den smukke, hvide bygning oplyst af solens sidste stråler var bestemt vandreturen værd.

dsc_5308jpg.jpg

Anders’ GPS (ja, han er nørd ligesom jeg) ledte os videre i retning af restauranten, men vi havde meget god tid, så da vi fik øje på havnen, tog vi en hurtig afstikker. Langs kajen var der et væld af både med monterede boder, hvorfra der solgtes alt godt fra havet. Det virkede som en sælsom konstruktion. Det var ikke fiskerbåde, men almindelige yachter og motorbåde, som var blevet “butik-konverteret”. Gad vide om det er noget juridisk tovtrækkeri?

dsc_5313jpg.jpg

Pludselig hørte vi den lumske lyd af umba-musik. Det viste sig at komme fra en bar, der var monteret i et gammelt fyrskib. Da vi (udefra) havde hørt dem udsætte “Blue Moon” for tuba og andre horn, skyndte vi os videre mod restauranten.

Det var en russisk restaurant. Vi blev ledt ad lange krogede gange til en lille spisesal med 12 pladser og mørkerødt tapet på væggene. I den ene ende hang Davids maleri af Marats død og i den anden hang Stanczyks deprimerede nar. Bestemt et lokale, der var godt til en vodkakrævende sibirsk vinterdepression. Det blev der nu ikke noget af, for den gode øl (Baltika #4), den fremragende mad (russisk taster-menu) og det gode selskab (nørder fra hele norden) forbød det. Og senere kom kromutter endda ind med en balalajkaist og en harmonikaspiller og sang et par sange for os med sin kraftige stemme.

Restauranten ligger i øvrigt får hundrede meter fra den russiske ambassade, og det er ganske vist, at mangt et snigmord og mangt en spionageaktion er blevet planlagt i de mange rum. Vor finske værtinde bemærkede, at da hun trådte ind, var hun først blevet tiltalt på russisk og først derefter på finsk, så stedet er nok endnu populært blandt det russiske diplomati.

Til sidst et billede af Peter den Store på sin trone:

dsc_5316jpg.jpg

(fotos: Anders Mundt Due)

Wien og brød

oktober 15, 2007

Jeg er lige et par dage i Wien for at deltage i en workshop om Ciscos 6500/7600-produkter i en forskningsnet-kontekst. Man skal nok være netmand for at være begejstret ved tanken.

Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke rigtig når at se noget af Wien, fordi det jo er en arbejdstur, men nu, efter seks timer, ved jeg, at det er godt, at jeg skal hurtigt hjem. Jeg ville simpelthen dø kagedøden ellers.

Jeg har siden jeg ankom spist fire stykker wienerbrød. Altsammen var noget, der bare var henslængt på en kaffe-buffet, og altsammen var af en klasse, som man kun ville finde i Danmark, hvis man tilfældigvis var indehaver af verdens bedste farmor, der elskede lige at bage noget kage, når børnebørnene kom forbi. Det er endda lunt, ganske som fantastiske, hjemmebagte kager skal være.

Men det er bare det køkken, der nu betjener aulaen i Geisteswittenschaftliches Fakultet am Wien Universitet, der smider tilfældig kage på bordet. Jeg må hellere holde mig fra konditorierne. Det vil da gå helt galt.

Og så har supermarkedet, der ligger her på campus, tictac med kirsebærsmag. Det er næsten ondt. På en fantastisk god og rar måde.

Noget om Murphy, konferencer og trætte IT-folk.

maj 19, 2007

Utroligt, så smadret jeg er. Min week-end er blevet inddraget, og jeg kan godt mærke, at jeg er vant til at have week-end. Min hjerne og krop forvirres af dette underlige weekend-løsheds-begreb.

Uni-C – min kære arbejdsplads – er vært for Terena Networking Conference 2007 i den kommende uge, og det betyder, at omkring 500 mennesker fra IT-hjørnet af forsknings- og undervisnings-verdenen vil fistre omkring i et par bygninger på DTU med deres bærbare og forvente masser af velfungerende internet.

Derfor har jeg og en stak kolleger styrtet omkring de sidste dage og sat trådløse accesspunkter op overalt, hvor vi kunne se vores snit til det.

Min rationelle hjerne siger mig, at vi har lavet rigeligt og at alting er i skønneste orden. Min erfaring – som oftere har ret – siger mig, at noget vil gå galt. Jeg ved også præcis hvad. Der er netop to dimser på hele DTUs campus, som ved at gå i stykker kan lægge det hele ned. Den ene vil koste nogle febrilske timer – det er en af DTUs centrale routere – og den anden er controlleren til de mange trådløse accesspoints. Hvad der sker, hvis den går i dørken, aner jeg simpelthen ikke. Vi har fået tingene så sent, at vi ikke har haft mulighed for at køre crashtest på det.

Så erfaringen viser altså, at en af de to ting vil fejle bittert. Bortset fra, at nu forventer jeg det. Så det bliver formentlig noget tredje, mystisk og aldeles uventet, der fejler i stedet.

Men alle forberedelserne er altså overstået.

I morgen, søndag, vil jeg møde op, sætte mig på en stol og vente på at noget går helt, helt galt.

Det er mit job. Lad ingen bilde dig andet ind.

40 millioner kroner til ny motorvej

april 23, 2007

Så er det endelig offcielt: Forskningsministeriet har bevilget 40 millioner kroner til et nyt state-of-the-art Forskningsnet.

Om forhåbentlig ikke meget mere end et års tid vil det være muligt med et par tastetryk at give en forsker på Aalborg Universitet en direkte, dedikeret data-snabel på 10 Gigabit/sekund til CERN i Schweiz eller  – formentlig – Stanford University i Silicon Valley. Og “lige om lidt” vil tallet være 40 Gigabit/sekund.

Den hastighed svarer til, at hvis man kaster en hel musik-CD ind i fiberen her i Danmark, så vil den første bit komme ud af fiberen i San José 60 millisekunder senere, samtidig med at vi sender den sidste bit ind i fiberen i vores ende. Der vil til hver en tid ligge mindst 300 MB data og flyde i form af lysbølger i selve fiberen. I netop den farve. Der vil kunne være et stort antal samtidige lysbølger i hver sin farve i sådan en fiber samtidig, og hver vil bære en hel musik-CD af gangen.

Det er selvfølgelig ikke det, det nye net skal bruges til. Forskeren i San José må sandelig selv gå ud og købe sin musik. Men datakapaciteter af denne størrelse giver mulighed for at koble computere sammen i hidtil uset omfang. Det mest brugte lige nu er sammenkobling af radioteleskoper verden over, hvilket giver mulighed for at simulere et radioteleskop med en antennediameter på næsten 12000 km. I de næste år vil CERN begynde at pumpe ublu mængder data ud fra deres nye Large Hadron Collider, som skal bringe os tættere på en forståelse af universets start og forhåbentlig også tættere på at kunne lave fusions-kraftværker. Lige henne om hjørnet vil biologerne formentlig gerne lave ting med DNA-forskning, simuleringer af nervesystemet på kvanteniveau og andre ting, der kræver meget store datamængder, og i de kommende år vil vi formentlig se helt nye forskningsområder springe frem. Ganske som elektronregneren gjorde det muligt at arbejde med mange flere tal, end forskerne havde haft mulighed for før, vil tilgængeligheden af enorm datakapacitet formentlig også revolutionere forskningen.

Hvordan? Aner det ikke. Det er ikke min gebet. Jeg gentager bare, hvad jeg har hørt og er fascineret af. Min opgave i det her er bare at bygge det net, de skal lave det på.

Og jeg glæder mig som et lille barn.