Archive for the ‘medicin’ category

Tænder

november 23, 2007

ADVARSEL: Kan du ikke tåle at læse om ubehagelige oplevelser med tænder, så spring dette indlæg over.

Fredag for to uger siden fik jeg svage smerter under (eller over, er det vel) +6 – dvs. en kindtand i venstre overmund. Jeg druknede dem med nogle smertestillende piller og tog mig ikke mere af det.

I løbet af de næste to dage tog det dog til, så søndag blev en dag, hvor jeg sad og stirrede ud i luften med en overdosis af blandede piller i blodet. Jeg havde opdaget, at hvis jeg hældte en sjat slavewhisky ind i kinden og lod det ligger der lidt, kunne jeg drukne smerten i et minut eller to. Det gjorde jeg nogle gange. Det havde mit tandkød nok ikke godt af, men smerten er intelligensens banemand.

Mandag morgen ringede jeg til tandlægen og fik en tid samme eftermiddag. På det tidspunkt var tanken om at skulle vente i adskillige timer på at få hjælp nærmet ulidelig, men jeg havde jo ikke så meget valg.

+6 blev rodbehandlet for et årti siden og udstyret med en guldkrone. Med smerten fulgte en hævelse, der gjorde, at tanden stak lidt op over resten af tænderne, så hver gang jeg bed sammen blev jeg mødt af en jagende smerte.

Jeg kom til tandlægen, der tog et røntgenbillede, fik mig til at prøve at tygge sammen på en vattampon på nabotænderne og forklarede, at jeg havde betændelse i roden af tanden. Løsningen var en tur til en tandkirurg, der skulle åbne, fjerne betændelsen og lave en plasticfyldning omkring roden.

Min egen tandlæge kunne altså intet gøre for at akut-afhjælpe smerten.

Hvad hun kunne gøre, gjorde hun dog. Hun sleb nogle gram guld af kronen, så jeg igen kunne lukke munden, stak mig nogle 600 mg Ibuprofen og gav mig en recept på en penicillin-kur, som kunne tage det værste af betændelsen og hævelsen i løbet af et par dage.

Jeg tog på apoteket og derefter hjem, nærmest lammet i hjernen over, at smerterne bare blev ved, selv nu, hvor jeg havde været ved tandlægen.

Mens jeg var på vej hjem, ringede de fra tandlægen og sagde, at de havde fået en tid til mig hos tandkirurgen. “Torsdag i næste uge”. Jeg kunne næsten ikke begribe, hvor lang tid det var.

Hjemme sad jeg i sengen og stirrede ud i luften i timevis, før jeg ved midnatstid greb telefonen, ringede til min far og bad ham hente mig. Ikke at mine forældre faktisk kunne gøre noget ved smerten, men det er
nu engang trygt og rart for mig at søge hjem til mine forældre, når jeg har det skidt.

I løbet af nogle dage fortog smerten sig så pga. penicillinen. Til gengæld havde jeg nu en hævelse på størrelse med en skovsnegl i tandkødet. Den fortog sig så også hen mod week-enden, og da jeg i går mødte op hos tandkirurgen, havde jeg det faktisk fint. Det er ikke særlig rart at møde op hos en, som mod betaling til tilføje en en masse smerte, når man faktisk har det fint. Men alternativet ville være, at betændelsen kunne bryde ud igen f.eks. Lillejuleaften. Been there, done that, never again.

Nu hører det med til historien, at jeg mener, at lide af tandlægeskræk. Kernen i det er, at skoletandplejen i sin tid havde det med at indkalde mig uden varsel og bare gå i gang med større projekter uden at forklare, hvad de gik i gang med, og hvor lang tid det ville tage. At de så heller ikke respekterede det, når jeg rakte venstre hånd op for at markere, at det gjorde ondt og at de skulle stoppe, well…

Det betød, at fra jeg var 18 til jeg var 25 gik jeg ikke til tandlæge. Jeg gik i flere år med en knust kindtand, der med jævne mellemrum gav lede smerter, fordi jeg bare ikke kunne overskue at gå til tandlæge. Så kom netop den jul, hvor det gik helt galt. Heldigvis havde min søster fundet en god tandlæge, Thomas Foldberg, som havde hjulpet hende meget med hendes tandlægeskræk, så ham besøgte jeg, og i løbet af to-tre besøg var jeg ovre det værste. Han forklarede, hvad han skulle lave og hvorfor, og det hjalp meget. Så stoppede han og blev tandkirurg i stedet, og så holdt jeg op med at gå til tandlæge igen i seks år. Så helt ovre det er jeg ikke…

Jeg forklarede situationen til kirurgen (som ikke var Thomas Foldberg – der er seks-otte ugers ventetid hos ham for tiden), og hun forsikrede mig, at alt, hvad der skulle laves var mit valg og at hun ville forklare alting grundigt, så jeg vidste, hvad der skulle foregå.

Derefter fandt hun røntgenbillederne frem og forklarede, at hun ikke mente, at tanden kunne reddes, da hun mente at kunne se en enorm cyst (hed det vist), som havde ædt sig godt ind i knoglen. Nu er +6 en ret væsentlig tand for min tygning, specielt da jeg ikke har +8 mere (en af visdomstænderne), så det var ikke en sjov tanke at skulle af med den. Det hører jo også med, at rodbehandling og krone i sin tid stod mig i en 7-8000 kr, som så bare var spildt. Kirurgen ringede og konfererede med min egen tandlæge, som var enig i diagnosen, og sagde derefter, at vi godt kunne lade den sidde, men at jeg formentlig snart ville få store smerter igen.

Det var en ganske fin illusion af, at jeg havde et valg. Selvfølgelig måtte tanden ud.

Kirurgen lagde tre sprøjter bedøvelse, og det var faktisk det værste jeg kom ud for under behandlingen. Specielt fordi ganen er et umanerligt ledt sted at blive stukket.

Så skar hun tandkødet op på ydersiden, hvilket var en mærkelig fornemmelse – jeg kunne mærke og høre, at det blev åbnet, men der var ingen smertereaktion pga. bedøvelsen. Hendes visuelle undersøgelse bekræftede diagnosen, og da tanden stort set ikke længere havde noget at sidde fast i, kom den let ud. Så fjernede hun betændelsen, og den havde ædt sig vej op gennem knoglen til næsehulen, så der var hul igennem.

Hun syede tandkødet fast for at det kunne holde fast på det blod, der ville størkne deroppe, og det skulle så efter sigende lokke kroppen til hurtige at genopbygge noget knogle i området. Det lyder smart, synes jeg.

Nu er det så dagen derpå. Der er gået et døgn siden operationen. Jeg har ondt, ja, men intet, der ligner hvordan jeg havde det for halvanden uge siden. Jeg må ikke rode i såret med tungen. Jeg må ikke skabe trykforskel mellem mundhule og næsehule – det vil blandt andet sige, at jeg ikke må nyse eller pudse næse i ti dage – for så kan jeg ødelægge den prop af størknet blod, som er ret vigtig deroppe. Det er noget af en udfordring, men en af assistenterne forklarede, at hun havde begået den fejl engang, og det var ikke at anbefale.

Jeg er dybt imponeret over tandkirurgens arbejde. Hendes forklaringer og arbejde blev udført sådan, at jeg fandt operationen mere interessant end skræmmende. Hun undrede sig bagefter over, at jeg påstod at have tandlægeskræk, for jeg opførte mig ikke sådan. Nuvel, det er bestemt fagfolkenes fortjeneste og jeg vil med glæde anbefale både min egen tandlæge, Tandkunsten på Østerbro og tandkirurg Pernille Egdø i Gentofte til folk, der ikke har det så godt med tandlæger.