Archive for the ‘tanker om ting’ category

Fortællingens elementer

marts 12, 2007

I går rodede jeg mig ud i en diskussion på Usenet om hvorvidt TV-serien Klovn er et plagiat af TV-serien Curb Your Enthusiasm. Mange år på FIDOnet og Usenet burde have lært mig at lade være. Faktisk burde de år have lært mig at holde mig fra Usenet i det hele taget, men nej. Jeg må være masochist.

Nå, under alle omstændigheder fik diskussionen mig til at gøre nogle tunge, teoretiske tanker om hvad der udgør en historie.

Jeg kom frem til, at det her er grundelementerne:

  1. Universet: Vil man skrive en historie, skal man først beslutte, hvordan universet som den foregår i, ser ud og hvilke love, der gælder der. Samt hvilke personer, der lever der, forstås. I en genre som fantasy-fortællinger er dette nødt til at være en meget bevidst overvejelse. Hvis historien skal fungere, skal man vide om der findes drager og magi og om drager og magi kan tæmmes og hvordan. I den genrens store moder, Lord of the Rings, er det endda hovedøvelsen. Tolkien definerede sprog, tusinder af års historie og et utal af personer, som vi end ikke møder i fortælllingen. Så avanceret behøver det ikke at være. Universet kan sagtens være “København, marts 2007”, men der skal stadig defineres nogle personer og nogle love. Skriver man for eksempel en krimi til et ugeblad, skal en forbrydelse altid straffes med en passende straf. I serier som Klovn, der foregiver næsten at være virkelighed er der stadig masser af personer og love, der er defineret. Casper Christensen og Iben Hjejle er for eksempel ikke Casper Christensen og Iben Hjejle fra virkeligheden, men nogle ekstremt arrogante skidensprællere, der aldrig tager skylden for egne fejl og ikke kan tåle almindelige mennesker. Dertil kommer en stak klassisk fiktive personer og nogle love – det er for eksempel en lov i Klovn, at Frank på en eller anden måde kvajer sig – tit ved ikke at sige fra, når andre presser ham til noget – og har flere forskellige løgnehistorier eller fortielser kørende indtil han bliver afsløret og stort set altid bliver gjort til syndebuk.
  2. Stemmen: Forestil dig Olsen-Banden-filmenes historie fortalt af politiassistent Holm. Ville Egon være et misforstået geni? Ville Benny være en underkuet stakkel? Ville politiet være klovnefigurer? Næppe. Vi ville i stedet høre om Holms geniale beslutninger og overvejelser. Vi ville høre om hans utrættelige jagt på lede bagmænd og den småpsykotiske vaneforbryder Egon Olsen. Vi ville høre om hvordan han manipulerede sin desillusionerede chef, kriminalassistent Jensen, så forbryderne fik deres velfortjente straf. Det ville ikke være nær så festligt og charmerende, som Olsen-Banden-filmene er i dag. Det er et afgørende valg, hvem der fortæller historien og hvordan. I folkeskolen lærte vi at skelne mellem den alvidende fortæller, jeg-fortælleren og den mest udbredte, tredje persons-jeg-fortælleren – der har mulighed for at skifte synspunkt undervejs. Formelt er det denne tredje type, der fortæller i Olsen-Banden, men fokus er lagt, så vi har sympati med Kjeld og meget af tiden også med de andre i hans lejr. Valget af stemme er et markant virkemiddel. I TV-serien Babylon 5 får vi tidligt defineret, at den menneskelige stab på rumstationen Babylon 5 og deres allierede er heltene, og historien fortælles mest fra deres synspunkt. Ofte skifter synspunktet til ambassadørerne på stationen eller deres stab, men vinklen ligger for det meste ret snævert indenfor denne gruppe. Derfor giver det også en utrolig kontrast, da vi langt henne i femte sæson pludselig følger nogle PsiCops i deres arbejde. De har været etableret som brutale, egenrådige og generelt væmmelige skurke i utallige afsnit på dette tidspunkt, og pludselig optræder de som helte. Fordi vi ved at de er skurke, fanger vi, at deres brutalitet undervejs ikke er nødvendig hårdhændethed, men skurkagtighed, men havde vi ikke for længst vænnet os til at tro på seriens generelle stemme, ville vi let kunne lade os narre. En god skurk er en, der altid kan retfærdiggøre sine handlinger, hvor umenneskelige de end ser ud for os andre. Babylon 5 har flere gode eksempler på brugen af skift af stemme/synsvinkel som forstærkende effekt. Personligt elsker jeg den slags i en TV-serie eller film. På film kan jeg anbefale One night at McCool’s som eksempel på denne effekt.
  3. Handling: En historie skal handle om noget. Dette krav er så væsentligt, at det nemt får os til at overse, at de to andre ting skal være der før man kan fortælle historien. Én historie kan fortælles med skiftende stemmer, men må normalt holde sig til ét univers. Hvis universet skifter, ændrer historien sig til at passe ind i det nye univers. Et godt eksempel på dette finder i vi i Reign of Fire, hvor heltene genfortæller det store slag i The Empire Strikes Back men omsat til at handle om riddere. Det handler det også om i The Empire Strikes Back, men der er de pakket ind i en science fiction ramme. Den ramme har man ikke til rådighed i “neo-middelalderen” i Reign of Fire, så historien omskrives til en mere klassisk “ridderstil”. (Jeg kan desværre ikke finde en afskrift af scenen, der ellers er ret fantastisk).

Jeg har tit påstået, at det vigtigste i en fortælling er  handlingen. Men det er egentlig noget sludder. De største filmsuccesser i de senere år har været ret simple historier iklædt et univers og en stemme, der fascinerer.

Åh, det er skønt at have sin egen blog. Så kan man kaste sig ud i den slags skriverier uden at have et mål med det. Men hvis nogen kan komme med andre væsentlige elementer i historiefortælling eller flere bedre eksempel, så er kommentar-funktionen der til det samme.

Reklamer