Archive for the ‘mad’ category

Mere Wien, tak!

oktober 16, 2007

Det bliver mere og mere tydeligt, at det er godt, at jeg rejser hjem fra Wien igen i morgen.

Cisco gav en tre retter lang middag i aftes, og det var altsammen mad, der skreg på mere. Middagen var på en restaurant på campus og vi startede med en græskarsuppe. Jeg var på kanten af at insistere på, at tjeneren bragte mig mere suppe… En tre-fire skåle kunne vel gøre det ud for hovedretten.

Det var nu meget godt, at jeg lod være, og i stedet spiste mit dyrekød med Serviettenknödel. Sidstnævnte minder mest om groft franskbrød uden skorpe og presset sammen til store klumper. Det var god mad.

Det samme var buddinge-kagen med flødeskum, som ungarerne ved bordet insisterede på at tage æren for. De sagde, at det er en ungarsk ret. Jeg er ligeglad. Jeg skal jo ikke tale med den.

Den slags mad skal jo skyldes ned, og vi startede med en udmærket lokal pilsner, gik videre til Almdudler (æblemost med brus – spitzenklasse) og smagte også lige på deres Sturm. Sturm er gæret vindruesaft, der endnu ikke helt er vin, men er på vej dertil. Det var ikke helt en succes, men på vej dertil, så jeg tog mig en ekstra Almdudler.

Jeg var godt mæt, da jeg gik tilbage til hotellet og opdagede, at jeg kunne nå universistetets trådløse net fra mit værelse. Ah, hverdagens små glæder.

Reklamer

Wien og brød

oktober 15, 2007

Jeg er lige et par dage i Wien for at deltage i en workshop om Ciscos 6500/7600-produkter i en forskningsnet-kontekst. Man skal nok være netmand for at være begejstret ved tanken.

Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke rigtig når at se noget af Wien, fordi det jo er en arbejdstur, men nu, efter seks timer, ved jeg, at det er godt, at jeg skal hurtigt hjem. Jeg ville simpelthen dø kagedøden ellers.

Jeg har siden jeg ankom spist fire stykker wienerbrød. Altsammen var noget, der bare var henslængt på en kaffe-buffet, og altsammen var af en klasse, som man kun ville finde i Danmark, hvis man tilfældigvis var indehaver af verdens bedste farmor, der elskede lige at bage noget kage, når børnebørnene kom forbi. Det er endda lunt, ganske som fantastiske, hjemmebagte kager skal være.

Men det er bare det køkken, der nu betjener aulaen i Geisteswittenschaftliches Fakultet am Wien Universitet, der smider tilfældig kage på bordet. Jeg må hellere holde mig fra konditorierne. Det vil da gå helt galt.

Og så har supermarkedet, der ligger her på campus, tictac med kirsebærsmag. Det er næsten ondt. På en fantastisk god og rar måde.