Archive for the ‘musik’ category

Græsted Greatest

oktober 19, 2007

Jeg har haft billetterne liggende i fire måneder. Og i går var det så endelig tid til det store show. D’herrer Wikke og Rasmussen har “sølvbryllup” i år og de havde inviteret en horde af sangere og musikere fra parrets karrieres produktioner på besøg for at spille og synge en stribe af sangene. Formatet på showet var sådan, at der blev vist et filmklip eller en talt intro fra makkerparret på Imperials lærrede, og så spillede DRs Big Band musikken, mens forskellige solister sang sangene.

Al Agami fik publikum godt op at køre med en lækker reggae-rappet “Jeg er din motocykelmand” fra Flyvende Farmor, hvorfra vi også fik “Du er så smuk med havet som baggrund” med Dario Campeotto og Peter Belli. Sidstnævnte var selvfølgelig også på scenen med “Holbæk-sangen”. Scenen blev også indtaget af Souvenirs, det til lejligheden gendannede Dieter’s Lieder, Daimi, Jytte Abildstrøm, Anne-Grethe Bjarup Riis, Martin Brygman, Kaja Brüel – og så har jeg sikkert glemt nogen.

Størst fandt jeg det nu, da Allan Mortensen gik på. Manden ligner stadig sig selv anno 1985 og gav os en solid performance med “Voldsom Volvo” og “Sonny Soufflé” (mage til indholdsløs tekst skal man lede længe efter), der bestemt nød godt af Big Bandets arrangementer. Flere af sangene nød også godt af Big Bandets el-guitarist, en ældre herre med et sejt skæg. Jeg fangede desværre ikke hans navn.

Det havde naturligvis været toppen af poppen om Rocazino var dukket op og havde sunget “Ridder Lykke”, men den tog Souvenirs sig så i stedet kærligt af. Og det lød anderledes, men godt.

Sølvbrudeparret (der ikke rigtig er gift – ja de er end ikke registrerede partnere, bedyrede Steen Rasmussen) var desværre ikke selv på som sangere. Allan Mortensen forklarede dem engang, at de bestemt skulle overlade sang til andre, men jeg havde nu gerne set dem på slap line med “Guds rap” fra Fredag i Farver eller måske et par strofer af “Onkel Morfar”. Som det var, var koncerten på en eller anden måde lidt “for pæn”. Det var de gode pophits fra de senere film, der dominerede, og det er skam også godt. Men lidt mere “grimhed” a la den som Allan Mortensen leverede (på den fede måde) havde tjent koncerten godt. Alt i alt gik de to timer dog for hurtigt. Og det plejer jo at være en indikator for, at det har været en god koncert.

Dette arrangement er samtidig startskuddet for at Imperial bliver brugt som scene i stedet for “bare” som biograf. Den næste uges tid er det Rune Klan, der indtager scenen. Formentlig tjener Imperial det samme på sådan en fyldt sal til teaterpris, som de tjener på en hel dags biografforestillinger – og lokalet er ikke tosset til formålet, selv om scenen nok kunne tåle at være noget dybere. Måske skulle man bare lade være med at sælge pladser på de første tre rækker, når der er show, og så i stedet udvide scenen…. Men OK, det koster jo.

Føj da! En socialist!

august 7, 2007

Klaus Bondam (R) synes at det ville være en god ide at tage Pumpehusvej – der ikke ligger i nærheden af Pumpehuset – og omdøbe den til Thomas Koppels Allé. Thomas Koppel er en af det 20. århundrede væsentligste danske komponister, så den hæder synes Teknik- og miljøborgmesteren ville være en god ide.

Venstres Lars Dueholm siger nej. At tænke sig! Den væmmelige mand har udtalt sig kritisk om regeringen og givet udtryk for støtte til frihedskæmperne terroristerne i Irak. Ja, han er – var – i det hele taget kendt for at være meget, meget venstreorienteret. Sådan en mand kan man virkelig ikke opkalde gader efter. Han skal helst glemmes.

Tjah. Hans musik kan stadig lånes på offentlige biblioteker. Det samme kan i øvrigt Cirkeline-bøger og -film af den lige så venstreorienterede Jannik Hastrup. Her i landet har man lov til at mene. Man har lov til at være fanatisk. Og man har i allerhøjeste grad lov til at blive gammel og nægte at se i øjnene, at noget af det, man troede på, ikke helt holdt. Og man har så sandelig ret til at være dissident og kritisere regeringen og dens handlinger herfra og til Hareskoven på enhver given dag… Faktisk er man næsten forpligtet til det. Ellers dør demokratiet.

Så Koppel var ikke enig med Venstre. Han var heller ikke enig med de Radikale. Men det er en radikal borgmester, der kommer med det fine og rimelige forslag. Man kan sagtens argumentere imod det med at vi lige må se tiden an, og hvor stor var han for eftertiden og den slags. Men at afvise at navngive en vej efter manden, fordi han havde solide holdninger og stod ved dem, det er uartigt.

Og så har vi i øvrigt en flok veje, der allerede er blevet opkaldt efter folk med grimme holdninger. Dem skal vi vel ændre til noget mere tilforladeligt? Vi kunne jo starte med Wagnersvej…

Swingtime

juni 25, 2007

For omkring 28 år siden tog min far en Duke Ellington-plade frem, satte den på pladespilleren og bad mig lytte. Jeg tror, at der gik omkring 20 sekunder, før jeg var på vej ud af stuen. Der var ingen tekst. Jeg genkendte ikke melodien. Det var uinteressant. “Kan du ikke høre, hvor det swinger?” spurgte han mig.

“Nej,” sagde jeg og gik.

Denne åbenlyse brist til trods, er jeg nu stadig meget glad for mine forældre, og havde egentlig tænkt mig at besøge dem på den netop overståede Sankt Hans aften. Om eftermiddagen ringede min far dog og fortalte, at min mor havde lagt sig syg, så jeg besluttede mig for at prøve at finde noget andet at lave.

Nogle forkølede forsøg på at finde nogen at sankthanse sammen med mislykkedes, og pludselig slog det mig, at jeg jo var kommet til at købe et årskort til Tivoli – måske holdt de noget festivitas? Jeg checkede nettet. Lurblæsere, båltale ved Klaus Bondam, bål, noget Big Band-værk og fyrværkeri lød ikke som alverden, men Michael Carøe skulle synge, og han er festlig nok, så jeg tog derind.

Lurblæserne hørte jeg ikke, og af Bondams tale hørte jeg kun halvdelen. Bålet var en fesen affære, så jeg vandrede ned til scenen for at høre lidt Big Band-musik.

Bandet begyndte at spille, og Michael Carøe gik på scenen i jakkesæt med en drink i den ene hånd og en smøg i den anden. Han tog en slurk af drinken, stillede glasset på et bord, smed cigaretten på jorden og trampede den ihjel med sin laksko.

Så begyndte han at synge. Vi fik et par Sinatra-klassikere, og snart var dansegulvet fyldt med folk. Først en 4-5 yngre par, der tydeligvis gik til swingdance og trængte til at vise deres kunnen. Så de lidt ældre par, der følte fødderne vugge – et enkelt par dansede så vidt jeg kunne se brudevals, hvilket er lidt af en bedrift, når musikken er i 4/4. Og til sidst de ældste. Guldbrudeparret, der danser som gigten nu tillader. Pensionistparret, der pludselig kommer i tanke om, hvordan de dansede “dengang.” Levende, medrivende, vidunderligt – og ledsaget af fremragende musik og en ganske udmærket Sinatra-crooner i Carøe med hans flabede charme.

Da jeg jo var alene afsted holdt jeg mig fra dansegulvet. Piger kan danse alene, uden at det bliver pinligt, men vi herrer kommer bare til at ligne en fortabt nørd fra en Hughes- eller Malmros-film. Det var dog ganske umuligt at stå stille, da orkesteret kastede sig igennem Mack the Knife og flere andre af de store klassikere, og hvor det i starten var nok at vippe med en fod, kom mere og mere af kroppen stille og roligt i bevægelse.

Andet sæt udvidede repertoiret til både Tom Jones og Stevie Wonder indtil klokken nærmede sig 23.40 og orkesteret stoppede. Der skulle være fyrværkeri fra koncertsalens tag “lige om lidt”, og så ville koncerten fortsætte derefter. De narrede os. Orkesteret akkompagnerede simpelthen fyrværkeriet med noget, der startede som en forrygende swing-udgave af Rådhusklokkerne og så fortsatte over i andre toner. Det var ikke synkront til fyrværkeriet – det er formentlig umuligt – men tematisk passede musik og krudt sammen hele vejen igennem. Det var en betagende oplevelse.

Det her er ikke sådan en koncert, hvor folk er der fra start og forsvinder undervejs, sådan som man oplever det ved Fredagsrock. Snarere kommer der flere og flere, mens musikken spiller, og dansegulvet var nu godt proppet med folk, der skulle nå den allersidste dans, før de gik hjem. Ikke et øje var tørt, da Carøe serverede My Way, og lattermusklerne blev rørt, da han pludselig rappede sig igennem et vers. Rap til big band-musik. Så fik jeg også hørt det.

Jeg gik fra Tivoli med et stort smil plantet midt i ansigtet. Jeg kom nok mest for at høre Carøe, men jeg vender tilbage for at høre Tivolis Big Band.

For ih, hvor det svinger.

Undskyld, far. Du havde ret.

Tivoli holder Swingtime syv lørdage i løbet af sommeren. Se programmet her.