Archive for the ‘rejser’ category

The country where I quite want to be…

oktober 17, 2007

Jeg har helt glemt at nævne, at jeg var i Helsinki i sidste uge.

Jeg havde et møde i byen onsdag kl. 9.00, og i den forbindelse syntes mødeværterne, at de gerne ville invitere deltagerne på middag aftenen før, så det blev en hurtig lille halvanden-dags-tur.

Jeg fløj til Helsinki sammen med min kollega Anders tirsdag lidt i frokosttid og da vi var nået frem og var blevet indlogeret på hotellet, planlagde vi en tre kilometer lang rute fra Stenkirken over Senatspladsen (byens officielle centrum) ned til restauranten… Så fik vi da set lidt af byen.

Stenkirken er garanteret smuk. Den er hugget ud i grundfjeldet et sted hvor det kigger op til overfladen, men taxaen satte os af ved kirken et kvarter efter lukketid, så vi kunne kun se ydersiden. Og den ligner enhver anden klippe.

Mere held havde vi med senatsbygningen. Vi anede ikke, hvad vi kiggede efter – vi vidste bare, at det var midt i Helsinki – men den smukke, hvide bygning oplyst af solens sidste stråler var bestemt vandreturen værd.

dsc_5308jpg.jpg

Anders’ GPS (ja, han er nørd ligesom jeg) ledte os videre i retning af restauranten, men vi havde meget god tid, så da vi fik øje på havnen, tog vi en hurtig afstikker. Langs kajen var der et væld af både med monterede boder, hvorfra der solgtes alt godt fra havet. Det virkede som en sælsom konstruktion. Det var ikke fiskerbåde, men almindelige yachter og motorbåde, som var blevet “butik-konverteret”. Gad vide om det er noget juridisk tovtrækkeri?

dsc_5313jpg.jpg

Pludselig hørte vi den lumske lyd af umba-musik. Det viste sig at komme fra en bar, der var monteret i et gammelt fyrskib. Da vi (udefra) havde hørt dem udsætte “Blue Moon” for tuba og andre horn, skyndte vi os videre mod restauranten.

Det var en russisk restaurant. Vi blev ledt ad lange krogede gange til en lille spisesal med 12 pladser og mørkerødt tapet på væggene. I den ene ende hang Davids maleri af Marats død og i den anden hang Stanczyks deprimerede nar. Bestemt et lokale, der var godt til en vodkakrævende sibirsk vinterdepression. Det blev der nu ikke noget af, for den gode øl (Baltika #4), den fremragende mad (russisk taster-menu) og det gode selskab (nørder fra hele norden) forbød det. Og senere kom kromutter endda ind med en balalajkaist og en harmonikaspiller og sang et par sange for os med sin kraftige stemme.

Restauranten ligger i øvrigt får hundrede meter fra den russiske ambassade, og det er ganske vist, at mangt et snigmord og mangt en spionageaktion er blevet planlagt i de mange rum. Vor finske værtinde bemærkede, at da hun trådte ind, var hun først blevet tiltalt på russisk og først derefter på finsk, så stedet er nok endnu populært blandt det russiske diplomati.

Til sidst et billede af Peter den Store på sin trone:

dsc_5316jpg.jpg

(fotos: Anders Mundt Due)

Mere Wien, tak!

oktober 16, 2007

Det bliver mere og mere tydeligt, at det er godt, at jeg rejser hjem fra Wien igen i morgen.

Cisco gav en tre retter lang middag i aftes, og det var altsammen mad, der skreg på mere. Middagen var på en restaurant på campus og vi startede med en græskarsuppe. Jeg var på kanten af at insistere på, at tjeneren bragte mig mere suppe… En tre-fire skåle kunne vel gøre det ud for hovedretten.

Det var nu meget godt, at jeg lod være, og i stedet spiste mit dyrekød med Serviettenknödel. Sidstnævnte minder mest om groft franskbrød uden skorpe og presset sammen til store klumper. Det var god mad.

Det samme var buddinge-kagen med flødeskum, som ungarerne ved bordet insisterede på at tage æren for. De sagde, at det er en ungarsk ret. Jeg er ligeglad. Jeg skal jo ikke tale med den.

Den slags mad skal jo skyldes ned, og vi startede med en udmærket lokal pilsner, gik videre til Almdudler (æblemost med brus – spitzenklasse) og smagte også lige på deres Sturm. Sturm er gæret vindruesaft, der endnu ikke helt er vin, men er på vej dertil. Det var ikke helt en succes, men på vej dertil, så jeg tog mig en ekstra Almdudler.

Jeg var godt mæt, da jeg gik tilbage til hotellet og opdagede, at jeg kunne nå universistetets trådløse net fra mit værelse. Ah, hverdagens små glæder.

Wien og brød

oktober 15, 2007

Jeg er lige et par dage i Wien for at deltage i en workshop om Ciscos 6500/7600-produkter i en forskningsnet-kontekst. Man skal nok være netmand for at være begejstret ved tanken.

Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke rigtig når at se noget af Wien, fordi det jo er en arbejdstur, men nu, efter seks timer, ved jeg, at det er godt, at jeg skal hurtigt hjem. Jeg ville simpelthen dø kagedøden ellers.

Jeg har siden jeg ankom spist fire stykker wienerbrød. Altsammen var noget, der bare var henslængt på en kaffe-buffet, og altsammen var af en klasse, som man kun ville finde i Danmark, hvis man tilfældigvis var indehaver af verdens bedste farmor, der elskede lige at bage noget kage, når børnebørnene kom forbi. Det er endda lunt, ganske som fantastiske, hjemmebagte kager skal være.

Men det er bare det køkken, der nu betjener aulaen i Geisteswittenschaftliches Fakultet am Wien Universitet, der smider tilfældig kage på bordet. Jeg må hellere holde mig fra konditorierne. Det vil da gå helt galt.

Og så har supermarkedet, der ligger her på campus, tictac med kirsebærsmag. Det er næsten ondt. På en fantastisk god og rar måde.

Globetrotter

august 5, 2007

Forleden sad jeg på en bar og snakkede med en fyr, der hedder René. Han har indenfor ganske få år besøgt sytten stater i USA. Sytten stater. Det er sådan noget som 33% af landet. Og han tæller kun stater, som han har overnattet i.

Folk fortæller mig, at jeg rejser meget, og ih, hvor er det dejligt som jeg får set verden, men Renés sytten stater satte det lidt i relief, så jeg besluttede mig for at se, hvad jeg selv kunne levere:

visitedstates.gif

Ti stater var, hvad det kunne blive til. Ti stater i et land, som jeg elsker højt. Nej, deres udenrigs- og indenrigs-politik er ikke noget at råbe hurra for, men menneskene, man møder derovre, er helt igennem vidunderlige, og der er så mange smukke steder og fantastiske oplevelser. Jeg kunne fortælle anekdoter i timevis, kunne jeg…

Men ti stater? Jeg har ikke engang været i New York – udover ved mellemlandinger, og de tæller ikke.

Deprimeret tænkte jeg “nåmen, så har jeg været så mange andre steder…

Vel har jeg ej!

visitedcountries1.gif

Selv om kortet venligt angiver hele Rusland på trods af, at jeg kun har været i St. Petersborg og hele USA på trods af, at jeg kun har haft næsen indenfor i ti af landets stater, så er det ret tydeligt, at jeg er bagud. Jeg har aldrig været på den sydlige halvkugle. Jeg har aldrig besøgt fire af kontinenterne. Og mit besøg i Asien grænser til snyd, men hey – Mellemøsten er lidt Asien.

OK, det ser bedre ud med Europa:

visited_eu.gif

Men selv her mangler jeg en del.

Jeg tror, at jeg har ladet mig forlede, dengang jeg var i Disney World. Små dumme dukker, der synger “It’s a small world afterall”… Og så fem ture igennem det. Man bliver hjernevasket til at tro på det, gør man.

Nå. Det er jo aldrig værre, end at jeg har haft mange gode oplevelser de steder jeg har besøgt, og at jeg helt klart kan fortælle flere historier fra mine rejser, end folk gider høre… Alligevel… Måske Portugal næste gang? Eller Alaska? der skulle også være rart på Hawaii, har jeg hørt…