Archive for the ‘Second Life’ category

Second Life? Hm. Nej tak. Jeg har allerede et.

marts 14, 2007

 

2ndnej.JPG

I Neal Stephenson’s udmærkede roman Snow Crash bliver vi præsenteret for mindst to stykker visualiserings-software. Det ene hedder Earth og er en snurrende jordklode, hvorpå man kan zoom ind og ud og slå forskellige lag af information til og fra. Lyder det bekendt? Det er nok fordi nogle Google-folk også læser Stephenson, og lod sig inspirere til Google Earth.Det andet hedder Metaverse. Her zapper folk omkring i en designet virkelighed, køber og sælger jord og varer, mødes og skilles og kalder hinanden grimme navn. Det virker som om folkene bag Second Life har ladet sig inspirere her – eller et af de andre steder i litteraturen, hvor lignende koncepter er poppet op i årenes løb.

Jeg har spillet forskellige on-line spil, startende på de rent tekstbaserede MUDs tilbage i oldtiden (hvilket i internet-år vil sige første halvdel af 1990’erne), og jeg var ret vild med at designe mit eget hus i en lille by i det virtuelle Narnia på Narnia-MUSH. Senere har jeg spillet Star Wars: Galaxies og World of Warcraft, og jeg har brugt ublu mængder tid på begge dele. At opholde mig i timer i virtuelle verdener og møde belastende teenagere (90%), belastende voksne (5%) og behagelige mennesker (5%) er en væsentlig dela f mit liv og har været det længe.

Alligevel har jeg ikke en avatar på Second Life. Jeg gider ikke. Jeg kan simpelthen ikke se formålet. I NarniaMUSH var det hele bare spændende, fordi det var første gang, at jeg oplevede, at man on-line kunne designe ting og møde andre folk i en fiktiv verden. I Star Wars: Galaxies var der en pointe i at bygge ting og fællesskaber, så man kunne blive en bedre jæger/arkitekt/skrædder/danser/musiker/læge eller hvad folk nu kastede sig ud i. Vi byggede vores egen by og havde vore egne politiske kriser. Det var sjovt. I World of Warcraft handler det mere om at se nye steder, dræbe monstre, lære nye spells og hænge ud med vennerne mens man… Well, dræber monstre, lærer nye spells og ser nye steder.

Men hvad skulle pointen være med at være med i Second Life? Så vidt jeg kan fornemme er det mest en mere besværlig måde at finde oplysninger om firmaer, som jeg langt nemmere kan finde ved hjælp af Google. Og så kan man bestille spam. Whoop-tee-doo. Man kan sikkert også møde nye mennesker, men de fleste folk, der render rundt on-line er uinteressante, viser min erfaring mig. Jeg møder masser af nye mennesker på IRC. Jeg behøver ikke at se en falsk polygon-repræsentation af, hvordan de ville ønske, at de så ud for at fornemme, at der er et menneske bag ordene.

Jeg kan virkelig ikke få øje på andet, der skulle interessere mig ved Second Life, end den samme fascination jeg havde af at opleve, at der var andre mennesker on-line, der også fjollede omkring – som i NarniaMUSH dengang i 1993-94.

Så tak, men nej tak.

Og derfor vil jeg snarest muligt oprette en avatar i Second Life. Forhåbentlig er det hurtigt overstået, når jeg har fået bekræftet mine fordomme.

Reklamer