Flyttedag

Udgivet januar 20, 2008 af rockbear
Kategorier: Uncategorized

Jeg har flyttet Bamseblog til min egen server. Den kan nås her. Husk også at rette eventuelle RSS-abonnementer.

Reklamer

Holdninger frem for manøvrer

Udgivet december 15, 2007 af rockbear
Kategorier: politik

For et par dage havde Information en forside, der gjorde mig ked.

Den handlede om, at Socialdemokraternes ledelse godt kunne se, at de havde tabt en del stemmer ved sidste valg på deres satsning på at sige, at afviste asylansøgere skulle have arbejdstilladelse.

Nu kan man sige, at hele cirkusset om at prøve at lave nye generelle love, fordi nogle afviste irakere nægter at rejse tilbage til Irak, er at skyde over målet. Det var en fejl, at man afviste dem. Den fejl burde man rette og lade det være det.

Men det var ikke det, der gjorde mig ked.

Det, der gjorde mig ked, var, at det var helt tydeligt i hele artiklens sprogbrug og i det, politikerne var citeret for, at politik går ud på at kapre flest mulige stemmer ved et valg. Og det finder jeg grundlæggende forkert.

Ideen med et demokrati som vores er, at jeg skal kunne lytte til folketingskandidaterne, finde den i min kreds (alternativt det parti), der er mest i tråd med, hvad jeg mener. Jeg skal kunne finde den, der mest giver udtryk for holdninger, som også er mine holdninger og lade den person repræsentere mig på tinge.

Det er naturligvis nødvendigt at lave visse kompromisser i det system. Der er nu engang mere end 175 forskellige mulige kombinationer af holdninger til forskellige politiske spørgsmål. Men essentielt bør en valgkamp kunne udtrykkes som “det her mener jeg, og det vil jeg arbejde for. Er du enig, så stem på mig.”

Men når nu toplederne i Venstre og Socialdemokratiet og de fleste andre partier åbent snakker om strategier, manøvrer og satsninger, så er der jo noget helt galt. Så er det et tegn på, at de ikke mener dette og hint og derefter lader folket stemme, men at de tværtimod siger det, de tror, at folket helst vil høre, med det formål, at de så får nogle flere stemmer.

Jeg tror ikke, at der er nogen tilbage i Danmark, der ikke er klar over, at det er sådan. Personligt begræder jeg det, men at det er sådan, har jeg vist aldrig været særlig meget i tvivl om.

Men når partiernes ledere ikke længere så meget som lader som om, at det er holdninger, vi stemmer om, så er der noget, der er knækket. Og det gør mig ked.

Heldigvis er der da lyspunkter. SF mente i overraskende grad denne gang. Det gav de i hvert fald udtryk for – selv om det naturligvis også er strategi. Og de fik stemmer for det. Man kan håbe, at det inspirerer. Næste gang er der måske flere, der lader som om de faktisk mener. Og hvem ved – på sigt kan vi måske få genindført det repræsentative demokrati…

… Nej. Det er nok lidt vel naivt.

Men jeg mener, at det ville være godt.

Tænder

Udgivet november 23, 2007 af rockbear
Kategorier: læger, medicin, tandlæger, tandpine, tænder

ADVARSEL: Kan du ikke tåle at læse om ubehagelige oplevelser med tænder, så spring dette indlæg over.

Fredag for to uger siden fik jeg svage smerter under (eller over, er det vel) +6 – dvs. en kindtand i venstre overmund. Jeg druknede dem med nogle smertestillende piller og tog mig ikke mere af det.

I løbet af de næste to dage tog det dog til, så søndag blev en dag, hvor jeg sad og stirrede ud i luften med en overdosis af blandede piller i blodet. Jeg havde opdaget, at hvis jeg hældte en sjat slavewhisky ind i kinden og lod det ligger der lidt, kunne jeg drukne smerten i et minut eller to. Det gjorde jeg nogle gange. Det havde mit tandkød nok ikke godt af, men smerten er intelligensens banemand.

Mandag morgen ringede jeg til tandlægen og fik en tid samme eftermiddag. På det tidspunkt var tanken om at skulle vente i adskillige timer på at få hjælp nærmet ulidelig, men jeg havde jo ikke så meget valg.

+6 blev rodbehandlet for et årti siden og udstyret med en guldkrone. Med smerten fulgte en hævelse, der gjorde, at tanden stak lidt op over resten af tænderne, så hver gang jeg bed sammen blev jeg mødt af en jagende smerte.

Jeg kom til tandlægen, der tog et røntgenbillede, fik mig til at prøve at tygge sammen på en vattampon på nabotænderne og forklarede, at jeg havde betændelse i roden af tanden. Løsningen var en tur til en tandkirurg, der skulle åbne, fjerne betændelsen og lave en plasticfyldning omkring roden.

Min egen tandlæge kunne altså intet gøre for at akut-afhjælpe smerten.

Hvad hun kunne gøre, gjorde hun dog. Hun sleb nogle gram guld af kronen, så jeg igen kunne lukke munden, stak mig nogle 600 mg Ibuprofen og gav mig en recept på en penicillin-kur, som kunne tage det værste af betændelsen og hævelsen i løbet af et par dage.

Jeg tog på apoteket og derefter hjem, nærmest lammet i hjernen over, at smerterne bare blev ved, selv nu, hvor jeg havde været ved tandlægen.

Mens jeg var på vej hjem, ringede de fra tandlægen og sagde, at de havde fået en tid til mig hos tandkirurgen. “Torsdag i næste uge”. Jeg kunne næsten ikke begribe, hvor lang tid det var.

Hjemme sad jeg i sengen og stirrede ud i luften i timevis, før jeg ved midnatstid greb telefonen, ringede til min far og bad ham hente mig. Ikke at mine forældre faktisk kunne gøre noget ved smerten, men det er
nu engang trygt og rart for mig at søge hjem til mine forældre, når jeg har det skidt.

I løbet af nogle dage fortog smerten sig så pga. penicillinen. Til gengæld havde jeg nu en hævelse på størrelse med en skovsnegl i tandkødet. Den fortog sig så også hen mod week-enden, og da jeg i går mødte op hos tandkirurgen, havde jeg det faktisk fint. Det er ikke særlig rart at møde op hos en, som mod betaling til tilføje en en masse smerte, når man faktisk har det fint. Men alternativet ville være, at betændelsen kunne bryde ud igen f.eks. Lillejuleaften. Been there, done that, never again.

Nu hører det med til historien, at jeg mener, at lide af tandlægeskræk. Kernen i det er, at skoletandplejen i sin tid havde det med at indkalde mig uden varsel og bare gå i gang med større projekter uden at forklare, hvad de gik i gang med, og hvor lang tid det ville tage. At de så heller ikke respekterede det, når jeg rakte venstre hånd op for at markere, at det gjorde ondt og at de skulle stoppe, well…

Det betød, at fra jeg var 18 til jeg var 25 gik jeg ikke til tandlæge. Jeg gik i flere år med en knust kindtand, der med jævne mellemrum gav lede smerter, fordi jeg bare ikke kunne overskue at gå til tandlæge. Så kom netop den jul, hvor det gik helt galt. Heldigvis havde min søster fundet en god tandlæge, Thomas Foldberg, som havde hjulpet hende meget med hendes tandlægeskræk, så ham besøgte jeg, og i løbet af to-tre besøg var jeg ovre det værste. Han forklarede, hvad han skulle lave og hvorfor, og det hjalp meget. Så stoppede han og blev tandkirurg i stedet, og så holdt jeg op med at gå til tandlæge igen i seks år. Så helt ovre det er jeg ikke…

Jeg forklarede situationen til kirurgen (som ikke var Thomas Foldberg – der er seks-otte ugers ventetid hos ham for tiden), og hun forsikrede mig, at alt, hvad der skulle laves var mit valg og at hun ville forklare alting grundigt, så jeg vidste, hvad der skulle foregå.

Derefter fandt hun røntgenbillederne frem og forklarede, at hun ikke mente, at tanden kunne reddes, da hun mente at kunne se en enorm cyst (hed det vist), som havde ædt sig godt ind i knoglen. Nu er +6 en ret væsentlig tand for min tygning, specielt da jeg ikke har +8 mere (en af visdomstænderne), så det var ikke en sjov tanke at skulle af med den. Det hører jo også med, at rodbehandling og krone i sin tid stod mig i en 7-8000 kr, som så bare var spildt. Kirurgen ringede og konfererede med min egen tandlæge, som var enig i diagnosen, og sagde derefter, at vi godt kunne lade den sidde, men at jeg formentlig snart ville få store smerter igen.

Det var en ganske fin illusion af, at jeg havde et valg. Selvfølgelig måtte tanden ud.

Kirurgen lagde tre sprøjter bedøvelse, og det var faktisk det værste jeg kom ud for under behandlingen. Specielt fordi ganen er et umanerligt ledt sted at blive stukket.

Så skar hun tandkødet op på ydersiden, hvilket var en mærkelig fornemmelse – jeg kunne mærke og høre, at det blev åbnet, men der var ingen smertereaktion pga. bedøvelsen. Hendes visuelle undersøgelse bekræftede diagnosen, og da tanden stort set ikke længere havde noget at sidde fast i, kom den let ud. Så fjernede hun betændelsen, og den havde ædt sig vej op gennem knoglen til næsehulen, så der var hul igennem.

Hun syede tandkødet fast for at det kunne holde fast på det blod, der ville størkne deroppe, og det skulle så efter sigende lokke kroppen til hurtige at genopbygge noget knogle i området. Det lyder smart, synes jeg.

Nu er det så dagen derpå. Der er gået et døgn siden operationen. Jeg har ondt, ja, men intet, der ligner hvordan jeg havde det for halvanden uge siden. Jeg må ikke rode i såret med tungen. Jeg må ikke skabe trykforskel mellem mundhule og næsehule – det vil blandt andet sige, at jeg ikke må nyse eller pudse næse i ti dage – for så kan jeg ødelægge den prop af størknet blod, som er ret vigtig deroppe. Det er noget af en udfordring, men en af assistenterne forklarede, at hun havde begået den fejl engang, og det var ikke at anbefale.

Jeg er dybt imponeret over tandkirurgens arbejde. Hendes forklaringer og arbejde blev udført sådan, at jeg fandt operationen mere interessant end skræmmende. Hun undrede sig bagefter over, at jeg påstod at have tandlægeskræk, for jeg opførte mig ikke sådan. Nuvel, det er bestemt fagfolkenes fortjeneste og jeg vil med glæde anbefale både min egen tandlæge, Tandkunsten på Østerbro og tandkirurg Pernille Egdø i Gentofte til folk, der ikke har det så godt med tandlæger.

Ak, Paula

Udgivet oktober 30, 2007 af rockbear
Kategorier: politik

Jaja, Paula Larrain. Så bliver det alligevel aldrig os to.

Det Konservative Folkeparti… hvor kunne du???

Vulkanen i Lyngby

Udgivet oktober 25, 2007 af rockbear
Kategorier: dtu, klima, lyngby, vulkaner

Jeg mødte på arbejde, og på vej ind mødte jeg en kollega, der var på vej ud. “Kom med,” sagde han, “der er noget, du skal se!”

Vi gik ud på parkeringspladsen på Matematiktorvet på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, og et vildt syn mødte os:

Vulkan

Den globale opvarmning har lavet ravage i kontinentalpladerne! Der er opstået en forskydning under Sjælland! Vi kommer til at drukne i meget varm lava! Undergrunden hævner sig på os!

Nå. Så kan vi lære det.

Ungdomshus igen. Endelig.

Udgivet oktober 24, 2007 af rockbear
Kategorier: københavn, politik, ungdomshus

Det ser ud til, at Københavns kommune lader fornuften råde og stiller et nyt hus til rådighed som ungdomshus.

Københavns Kommune har haft et ungdomshus siden 1982 og det har været en god og gunstig kulturinstitution, som mange unge fra meget forskellige samfundslag har haft fornøjelse af.

Københavns Kommune har brug for et ungdomshus og Københavns Kommune har gavn af et ungdomshus. Derfor skal Københavns Kommune selvfølgelig fortsat have et ungdomshus.

Det var ellers ved at se sort ud. En forrygende gruppe højtråbende mennesker har en eller anden forvirret ide om at et ungdomshus er en slags belønning for at opføre sig ordentligt. Deraf har de udledt, at når visse mindre grupper har set rydningen af Jagtvej 69 som en anledning til at lave ballade, så kan man ikke lave et nyt ungdomshus. Enhver, der lige stopper op og trækker vejret et øjeblik, kan nok se, at det er noget forvirret sludder. Et ungdomshus er ikke en belønning, men en nødvendig del af Københavns kulturliv. Et sted, der dækker et kulturliv, som ikke siger mig noget, men som jeg sagtens kan se som en vigtig brik i den mosaik, der er København.

Men det ser heldigvis ud til at kommunen vælger at følge trop med de tusinder af fredelige borgere, der har demonstreret igen og igen for at få etableret et nyt ungdomshus, i stedet for at følge trop med dem, der kun kan se, at en lille gruppe galninge har teet sig dumt.

Tillykke til de ti-årige, de to-årige og dem, der ikke er født endnu. Noget tyder på, at også deres generationer får et ungdomshus til rådighed.

Græsted Greatest

Udgivet oktober 19, 2007 af rockbear
Kategorier: græsted film, musik, nostalgi

Jeg har haft billetterne liggende i fire måneder. Og i går var det så endelig tid til det store show. D’herrer Wikke og Rasmussen har “sølvbryllup” i år og de havde inviteret en horde af sangere og musikere fra parrets karrieres produktioner på besøg for at spille og synge en stribe af sangene. Formatet på showet var sådan, at der blev vist et filmklip eller en talt intro fra makkerparret på Imperials lærrede, og så spillede DRs Big Band musikken, mens forskellige solister sang sangene.

Al Agami fik publikum godt op at køre med en lækker reggae-rappet “Jeg er din motocykelmand” fra Flyvende Farmor, hvorfra vi også fik “Du er så smuk med havet som baggrund” med Dario Campeotto og Peter Belli. Sidstnævnte var selvfølgelig også på scenen med “Holbæk-sangen”. Scenen blev også indtaget af Souvenirs, det til lejligheden gendannede Dieter’s Lieder, Daimi, Jytte Abildstrøm, Anne-Grethe Bjarup Riis, Martin Brygman, Kaja Brüel – og så har jeg sikkert glemt nogen.

Størst fandt jeg det nu, da Allan Mortensen gik på. Manden ligner stadig sig selv anno 1985 og gav os en solid performance med “Voldsom Volvo” og “Sonny Soufflé” (mage til indholdsløs tekst skal man lede længe efter), der bestemt nød godt af Big Bandets arrangementer. Flere af sangene nød også godt af Big Bandets el-guitarist, en ældre herre med et sejt skæg. Jeg fangede desværre ikke hans navn.

Det havde naturligvis været toppen af poppen om Rocazino var dukket op og havde sunget “Ridder Lykke”, men den tog Souvenirs sig så i stedet kærligt af. Og det lød anderledes, men godt.

Sølvbrudeparret (der ikke rigtig er gift – ja de er end ikke registrerede partnere, bedyrede Steen Rasmussen) var desværre ikke selv på som sangere. Allan Mortensen forklarede dem engang, at de bestemt skulle overlade sang til andre, men jeg havde nu gerne set dem på slap line med “Guds rap” fra Fredag i Farver eller måske et par strofer af “Onkel Morfar”. Som det var, var koncerten på en eller anden måde lidt “for pæn”. Det var de gode pophits fra de senere film, der dominerede, og det er skam også godt. Men lidt mere “grimhed” a la den som Allan Mortensen leverede (på den fede måde) havde tjent koncerten godt. Alt i alt gik de to timer dog for hurtigt. Og det plejer jo at være en indikator for, at det har været en god koncert.

Dette arrangement er samtidig startskuddet for at Imperial bliver brugt som scene i stedet for “bare” som biograf. Den næste uges tid er det Rune Klan, der indtager scenen. Formentlig tjener Imperial det samme på sådan en fyldt sal til teaterpris, som de tjener på en hel dags biografforestillinger – og lokalet er ikke tosset til formålet, selv om scenen nok kunne tåle at være noget dybere. Måske skulle man bare lade være med at sælge pladser på de første tre rækker, når der er show, og så i stedet udvide scenen…. Men OK, det koster jo.