The country where I quite want to be…

Jeg har helt glemt at nævne, at jeg var i Helsinki i sidste uge.

Jeg havde et møde i byen onsdag kl. 9.00, og i den forbindelse syntes mødeværterne, at de gerne ville invitere deltagerne på middag aftenen før, så det blev en hurtig lille halvanden-dags-tur.

Jeg fløj til Helsinki sammen med min kollega Anders tirsdag lidt i frokosttid og da vi var nået frem og var blevet indlogeret på hotellet, planlagde vi en tre kilometer lang rute fra Stenkirken over Senatspladsen (byens officielle centrum) ned til restauranten… Så fik vi da set lidt af byen.

Stenkirken er garanteret smuk. Den er hugget ud i grundfjeldet et sted hvor det kigger op til overfladen, men taxaen satte os af ved kirken et kvarter efter lukketid, så vi kunne kun se ydersiden. Og den ligner enhver anden klippe.

Mere held havde vi med senatsbygningen. Vi anede ikke, hvad vi kiggede efter – vi vidste bare, at det var midt i Helsinki – men den smukke, hvide bygning oplyst af solens sidste stråler var bestemt vandreturen værd.

dsc_5308jpg.jpg

Anders’ GPS (ja, han er nørd ligesom jeg) ledte os videre i retning af restauranten, men vi havde meget god tid, så da vi fik øje på havnen, tog vi en hurtig afstikker. Langs kajen var der et væld af både med monterede boder, hvorfra der solgtes alt godt fra havet. Det virkede som en sælsom konstruktion. Det var ikke fiskerbåde, men almindelige yachter og motorbåde, som var blevet “butik-konverteret”. Gad vide om det er noget juridisk tovtrækkeri?

dsc_5313jpg.jpg

Pludselig hørte vi den lumske lyd af umba-musik. Det viste sig at komme fra en bar, der var monteret i et gammelt fyrskib. Da vi (udefra) havde hørt dem udsætte “Blue Moon” for tuba og andre horn, skyndte vi os videre mod restauranten.

Det var en russisk restaurant. Vi blev ledt ad lange krogede gange til en lille spisesal med 12 pladser og mørkerødt tapet på væggene. I den ene ende hang Davids maleri af Marats død og i den anden hang Stanczyks deprimerede nar. Bestemt et lokale, der var godt til en vodkakrævende sibirsk vinterdepression. Det blev der nu ikke noget af, for den gode øl (Baltika #4), den fremragende mad (russisk taster-menu) og det gode selskab (nørder fra hele norden) forbød det. Og senere kom kromutter endda ind med en balalajkaist og en harmonikaspiller og sang et par sange for os med sin kraftige stemme.

Restauranten ligger i øvrigt får hundrede meter fra den russiske ambassade, og det er ganske vist, at mangt et snigmord og mangt en spionageaktion er blevet planlagt i de mange rum. Vor finske værtinde bemærkede, at da hun trådte ind, var hun først blevet tiltalt på russisk og først derefter på finsk, så stedet er nok endnu populært blandt det russiske diplomati.

Til sidst et billede af Peter den Store på sin trone:

dsc_5316jpg.jpg

(fotos: Anders Mundt Due)

Advertisements
Explore posts in the same categories: arbejde, finland, helsinki, rejser

2 kommentarer på “The country where I quite want to be…”


  1. “Da vi (udefra) havde hørt dem udsætte “Blue Moon” for tuba og andre horn, skyndte vi os videre mod restauranten.”

    I skyndte jer videre? Overrasket komma slet skuffet.


  2. Jeg har været på omtalte restaurant. En god oplevelse både hvad angår underholdning og mad.

    Fik selv bjørn til forret. Elg til hovedret serveret med alle de traditionelle rusiske side-dishes og et eller andet russisk til dessert.
    Jeg fik også noget godt russisk øl. Bla. en på 10% som smagte rigtig godt.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: