Archive for the ‘IT’ category

Vandkanten

august 25, 2007

Engang imellem føler jeg, at jeg står i vandkanten… Stedet mellem “det der var og er” og “det der er ved at blive”. Mine fusser bliver våde, når lidt vand ruller ind over dem og minder mig om det, der vil komme, men jeg står stadig på sandet. Det, der allerede er.

Første gang jeg oplevede det, var omkring 1980. Elith Nørholm sad inde i fjernsynet og fortalte om EDB-maskiner. Maskiner som man kunne spørge om alt, og som kunne svare på det, man spurgte om. Jeg var fascineret og duperet på en gang. Jeg blev dog bragt ned på jorden igen, da jeg spurgte min far om disse vidundermaskiner, og blev forklaret, at de kun vidste det, man selv fortalte dem. Det virkede lidt nytteløst på mig. Men tænk alligevel… En maskine, der bare ved alt…

Jeg fik – som mange knægte fra min generation – en markant interesse for disse maskiner og de følgende år så jeg Teledata komme og gå (de havde en terminal på Bjerringbro Bibliotek, som jeg anvendte så tit jeg kunne komme til det.) og jeg fik mig selv sådan en maskine. Mine forventninger til disse underværker blev justeret, efterhånden som jeg lærte dem at kende, men altid havde jeg fornemmelsen af, at vi undervurderede hvad de kunne bruges til. Og det gjorde vi jo.

Jeg oplevede igen at stå i vandkanten for lidt over ti år siden, da internettet begyndte at tage fart. Jeg havde brugt det i nogle år allerede, men det var en omstændelig affære, hvor man mest telnettede til ting og fedtede rundt med tekst. Gopher dukkede op og lærte os om hypertekst, men blev hurtigt overhalet indenom af de første webbrowsere. Fascinationen ved at kunne finde alle mulige løjerlige informationer her og der var… well… fascinerende, men det hele var stadig bare et stykke teknisk legetøj. Lidt som de walkie-talkier, vi havde som børn – ja, de kunne bruges til noget, men vi brugte dem nu stort set kun til at stille spørgsmålet “kan du høre mig?” Alligevel var den der; fornemmelsen af at stå i vandkanten og fornemme glimt af noget, der kunne nå kritisk masse og blive et uundværligt værktøj. Vi manglede bare liiiiige et eller andet.

Det kom. Vi ramte kritisk masse, og i flere år har Google været min udvidede hukommelse, alt hvad jeg ikke lige kunne huske om film og skuespillere er blevet slået op på IMDB og alt andet er blevet checket på wikipedia. Ja. I dag kan jeg gøre det, som var umuligt dengang i 1980: Jeg kan spørge min computer om alt, og den svarer på det meste. Den fortæller mig kun det, som jeg og andre har fortalt den. Men vi har næsten fortalt den meget, og vi fortæller den mere hver eneste dag.

Jeg har følt en tid, at computeren, at nettet nu var… er… det som det skal være.

Nu står jeg her så igen. I vandkanten. Siden jeg for nylig begyndte at fedte med den nye iMovie har jeg kastet mig over det hersens Web 2.0. Jaja, jeg har brugt wikipedia længe og skrevet blog i nogle måneder, men jeg har ikke kastet mig ud i at føje nye ting til YouTube før for halvanden uge siden, og pludselig er min computer for langsom (den er en time om at generere en film på 15 minutter) og min internetforbindelse er for langsom (samme film er en halv time om at uploade). Min harddisk er alt, alt for lille til alt det råfilm, jeg skal have liggende, når jeg får købt et SD-kort-baseret HD-kamera (ja. Lige om lidt…).

Jeg vil have en maskine, der lynhurtigt og smertefrit lader mig manipulere, generere og uploade videoer til YouTube, så jeg for alvor kan være en del af Web 2.0.

Det kan jeg ikke endnu. Men for så vidt angår mange af de ting, jeg før stod og kiggede ud mod, så er jeg nu langt ude i vandet. Så måske er det ikke vandkanten, men en revle, jeg har fundet.

Det kommer. Computeren bliver hurtig nok. Harddisken bliver stor nok. Og om få år er det noget, jeg slet ikke kan forestille mig i dag, der er lige foran mig, mens det, der i dag er en drøm, er blevet hverdagskost.

Der er meget, vi skal spørge os selv og hinanden om. Der er meget, vi skal tale om. Hvor bliver privatlivet af? Hvad fortæller vi andre? Hvorfor? Og hvem lytter? Vigtige spørgsmål. Men lad dem ikke komme i vejen for fascinationen… Jeg ser frem til den næste revle.

40 millioner kroner til ny motorvej

april 23, 2007

Så er det endelig offcielt: Forskningsministeriet har bevilget 40 millioner kroner til et nyt state-of-the-art Forskningsnet.

Om forhåbentlig ikke meget mere end et års tid vil det være muligt med et par tastetryk at give en forsker på Aalborg Universitet en direkte, dedikeret data-snabel på 10 Gigabit/sekund til CERN i Schweiz eller  – formentlig – Stanford University i Silicon Valley. Og “lige om lidt” vil tallet være 40 Gigabit/sekund.

Den hastighed svarer til, at hvis man kaster en hel musik-CD ind i fiberen her i Danmark, så vil den første bit komme ud af fiberen i San José 60 millisekunder senere, samtidig med at vi sender den sidste bit ind i fiberen i vores ende. Der vil til hver en tid ligge mindst 300 MB data og flyde i form af lysbølger i selve fiberen. I netop den farve. Der vil kunne være et stort antal samtidige lysbølger i hver sin farve i sådan en fiber samtidig, og hver vil bære en hel musik-CD af gangen.

Det er selvfølgelig ikke det, det nye net skal bruges til. Forskeren i San José må sandelig selv gå ud og købe sin musik. Men datakapaciteter af denne størrelse giver mulighed for at koble computere sammen i hidtil uset omfang. Det mest brugte lige nu er sammenkobling af radioteleskoper verden over, hvilket giver mulighed for at simulere et radioteleskop med en antennediameter på næsten 12000 km. I de næste år vil CERN begynde at pumpe ublu mængder data ud fra deres nye Large Hadron Collider, som skal bringe os tættere på en forståelse af universets start og forhåbentlig også tættere på at kunne lave fusions-kraftværker. Lige henne om hjørnet vil biologerne formentlig gerne lave ting med DNA-forskning, simuleringer af nervesystemet på kvanteniveau og andre ting, der kræver meget store datamængder, og i de kommende år vil vi formentlig se helt nye forskningsområder springe frem. Ganske som elektronregneren gjorde det muligt at arbejde med mange flere tal, end forskerne havde haft mulighed for før, vil tilgængeligheden af enorm datakapacitet formentlig også revolutionere forskningen.

Hvordan? Aner det ikke. Det er ikke min gebet. Jeg gentager bare, hvad jeg har hørt og er fascineret af. Min opgave i det her er bare at bygge det net, de skal lave det på.

Og jeg glæder mig som et lille barn.