Hensynet til borgernes generelle retsfølelse…

De sidste måneder er en bestemt begrundelse for varetægtsfængsling blevet mere og mere tydelig i medierne. Byretten sætter folk bag tremmer på ubestemt tid og uden dom af hensyn til “borgernes generelle retsfølelse.” Det er der noget helt fundamentalt galt i.

Jeg er opdraget med, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. I min opvækst har jeg lært, at “systemet” er til for mig, og at vi her i landet – i modsætning til grumme diktaturstater hid og did – ikke smider folk i fængsel med mindre vi er sikre på, at de er forbrydere. Jeg har lært, at vi her i landet hellere lader en skyldig gå end en uskyldig sidde inde.

Det har jeg troet på i små 35 år, men de sidste måneder har givet min overbevisning et knæk. Først var der sagen, hvor nogle politifolks vidneudsagn blev vægtet højere end eksisterende videooptagelser af de anklagede. Det være så, hvad det er. Jeg kan godt forstå, at man i en kritisk situation, som de gadekrige, der udspillede sig, i nødværge sætter folk af vejen nogle dage, mens man danner sig overblik. Jeg finder det ikke uproblematisk. Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige måde at gøre tingene på. Men jeg kan godt forstå det.

Men det er så, når det er “nogle dage”.

Ikke når det er tre måneder. Og det var det altså for de seksten unge der de sidste dage er blevet løsladt under højlydte protester fra anklageren. Politiet har afsluttet efterforskningen, så der kommer ikke noget nyt på bordet nu, men anklageren frygtede, at de unge – som altså ikke har været isoleret fra hinanden de tre måneder i fængslet – pludselig skulle kunne samstemme forklaringer, når de blev sluppet fri.

Heldigvis fandt landsretten, at det måtte slutte her. Ligesom italieneren, der for en uges tid siden blev løsladt, fordi anklageren i to en halv måned havde været ude af stand til at finde den betjent, som italieneren angiveligt havde smidt en sten i brystet på.

Samlet set er der altså tale om sytten mennesker, der har siddet over to en halv måned i fængsel for at have gjort et eller andet, som anklagemyndigheden altså er ude af stand til at dokumentere. To en halv måned. Og det i tiden op til eksamen – de af dem, der er studerende bliver i hvert fald forsinket et år af det her.

Og argumentet er den her generelle retsfølelse. Jeg beklager, men min “generelle retsfølelse” føler sig ikke taget hensyn til på denne måde. Tværtimod. Jeg ville til gengæld sætte pris på at se nogle mened-retssager mod politifolk, der overvurderer, hvad man kan tillade sig at sige, fordi man jo “ved”, at de unge er nogle lede forbryderspirer. DET ville hjælpe på min generelle retsfølelse.

Advertisements
Explore posts in the same categories: samfund

4 kommentarer på “Hensynet til borgernes generelle retsfølelse…”


  1. Amen!

    Jeg har tænkt/følt præcis det samme…

  2. Tue Says:

    Jeg kan godt forstå bekymringen, og varetægtsfængsling kan i visse tilfælde være ekstrem – det værste eksempel er nok Peter Rhode-sagen. Men det er også et nyttigt instrument i opklaringen af sager, så selv om der, måske, er tilfælde, hvor fængslingen varer for længe, er det alment benyttet. Desuden skal varetægtsfængsling stå i rimeligt forhold til den forbrydelse, folk er anklaget for. Man kan altså ikke fængsle folk i tre måneder for at gå over for rødt, så jeg synes din sammenligning med diktaturstater er noget skinger for at sige det mildt.

    “Hensynet til borgernes generelle retsfølelse” er i øvrigt direkte nedskrevet i Retsplejeloven, så at bruge det som vurdering er der intet galt i.

    Jeg forstår desuden ikke, hvorfor eventuelle eksaminer have noget som helst at betyde?

    Til sidst en lille teknikalitet: De ikke smidt i fængsel, de var fængslet. Der er en væsentlig forskel på betydningen af de to udtryk.

  3. rockbear Says:

    Jeg er skam ikke uenig i, at varetægtsfængsling har sin berettigelse i flere forskellige situationer. Men jeg synes, at de to sitautioner, jeg her påtaler er uhyre problematiske.

    1) Brostenen i brystkassen: Hvis man vil straffe folk for at smide brosten på politifolk – og det bør man helt klart gøre (altså straffe dem) – så må man stille med den person, der er blevet ramt. Reelt behøvede man ikke varetægtsfængsle i denne sag, men risikoen for gentagelser, mens der var halløj i gaden og risikoen for at manden smuttede hjem til Italien, har nok været markante motivatorer for fængslingen. Jeg mener, at alt ud over en uge, er uacceptabelt i den sag. Kan man ikke finde offeret for forbrydelsen på en uge, så må han frifindes.

    2) De seksten: De befandt sig i et hus, som de ikke måtte være i. Så de blev fængslet. Jeg formoder, at husets ejere har valgt ikke at sigte dem. Så er der ikke noget grundlag for at have dem varetægtsfængslet. Jo, der var en del potentielle våben i huset, men det har man ikke sigtet dem for heller. Et væsentligt argument fra anklageren har været at sikre, at de ikke samstemte deres historier, men da de ikke har siddet i isolation har de haft rigeligt tid til at samstemme historier indenfor murene (det var et af byrettens argumenter for løsladelsen).

    Det, som jeg frygter, er, at varetægtsfængsel er blevet en lemfældigt tildelt dom før dommen. En slags “vi ved jo, at de har gjort noget, så lad os straffe dem på forventet efterbevilling”-ting. Det er ikke sådan man gør i en retsstat. Har jeg hørt.

    Når jeg nævner eksamen, så er det af hensyn til det menneskelige aspekt. Uanset, at vi kan være uenige i de ting, de har gjort (selv om de seksten jo ikke rigtig nåede at gøre noget), så bør vi – samfundet – vise hvordan man BØR gøre tingene. Ellers fungerer systemet jo ikke.

    Hvis de ikke er under uddannelse, kan de være i arbejde. Så har de formentlig mistet deres jobs. En god arbejdsgiver kan godt tåle en uge eller to, men et kvartal er nok i overkanten for de fleste. De kan selvfølgelig også leve op til den brede fordom om at de er rigmandsunger, bistandsklienter og førtidspensionister hele bundtet. Men fordomme er noget rod.

    Pointen med at nævne borgernes generelle retsfølelse er ikke, at jeg betvivler udtrykkets berettigelse, sådan generelt. Men det skal bruges med enorm omtanke. Min retsfølelse svækkes af sager som disse.

  4. Tue Says:

    Tja. Jeg deler ikke din generelle frygt for lemfældig fængsling, ej heller din harme over, at italieneren sad fængslet så lang tid. Hvad angår de 15 fra selve Ungdomshuset er det muligt, at nogle af dem har været fængslet for lang tid, og det er da uheldigt, men heller ikke mere.

    Og jeg køber stadig ikke argumentet med eksamen. Hvis de mister deres studieplads eller job pga. en fængsling er det deres eget problem. De BØR være fængslet, så længe retten vurderer, der er grundlag for det, uanset hvor ubekvemt det er for den enkelte.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: