Second Life? Hm. Nej tak. Jeg har allerede et.

 

2ndnej.JPG

I Neal Stephenson’s udmærkede roman Snow Crash bliver vi præsenteret for mindst to stykker visualiserings-software. Det ene hedder Earth og er en snurrende jordklode, hvorpå man kan zoom ind og ud og slå forskellige lag af information til og fra. Lyder det bekendt? Det er nok fordi nogle Google-folk også læser Stephenson, og lod sig inspirere til Google Earth.Det andet hedder Metaverse. Her zapper folk omkring i en designet virkelighed, køber og sælger jord og varer, mødes og skilles og kalder hinanden grimme navn. Det virker som om folkene bag Second Life har ladet sig inspirere her – eller et af de andre steder i litteraturen, hvor lignende koncepter er poppet op i årenes løb.

Jeg har spillet forskellige on-line spil, startende på de rent tekstbaserede MUDs tilbage i oldtiden (hvilket i internet-år vil sige første halvdel af 1990’erne), og jeg var ret vild med at designe mit eget hus i en lille by i det virtuelle Narnia på Narnia-MUSH. Senere har jeg spillet Star Wars: Galaxies og World of Warcraft, og jeg har brugt ublu mængder tid på begge dele. At opholde mig i timer i virtuelle verdener og møde belastende teenagere (90%), belastende voksne (5%) og behagelige mennesker (5%) er en væsentlig dela f mit liv og har været det længe.

Alligevel har jeg ikke en avatar på Second Life. Jeg gider ikke. Jeg kan simpelthen ikke se formålet. I NarniaMUSH var det hele bare spændende, fordi det var første gang, at jeg oplevede, at man on-line kunne designe ting og møde andre folk i en fiktiv verden. I Star Wars: Galaxies var der en pointe i at bygge ting og fællesskaber, så man kunne blive en bedre jæger/arkitekt/skrædder/danser/musiker/læge eller hvad folk nu kastede sig ud i. Vi byggede vores egen by og havde vore egne politiske kriser. Det var sjovt. I World of Warcraft handler det mere om at se nye steder, dræbe monstre, lære nye spells og hænge ud med vennerne mens man… Well, dræber monstre, lærer nye spells og ser nye steder.

Men hvad skulle pointen være med at være med i Second Life? Så vidt jeg kan fornemme er det mest en mere besværlig måde at finde oplysninger om firmaer, som jeg langt nemmere kan finde ved hjælp af Google. Og så kan man bestille spam. Whoop-tee-doo. Man kan sikkert også møde nye mennesker, men de fleste folk, der render rundt on-line er uinteressante, viser min erfaring mig. Jeg møder masser af nye mennesker på IRC. Jeg behøver ikke at se en falsk polygon-repræsentation af, hvordan de ville ønske, at de så ud for at fornemme, at der er et menneske bag ordene.

Jeg kan virkelig ikke få øje på andet, der skulle interessere mig ved Second Life, end den samme fascination jeg havde af at opleve, at der var andre mennesker on-line, der også fjollede omkring – som i NarniaMUSH dengang i 1993-94.

Så tak, men nej tak.

Og derfor vil jeg snarest muligt oprette en avatar i Second Life. Forhåbentlig er det hurtigt overstået, når jeg har fået bekræftet mine fordomme.

Reklamer
Explore posts in the same categories: Second Life

2 kommentarer på “Second Life? Hm. Nej tak. Jeg har allerede et.”

  1. Marianne Says:

    Det er ganske enkelt fordi du er blevet voksen!! Jep – den havde rockbamsen ikke regnet med, men den er god nok!!
    Second Life er chancen for at gribe til egen fantasi og se om den stadig kan. Det er chancen for at lege “Far, mor og børn!”.
    Eller hvad skal jeg være når jeg bliver stor?
    Chancen for at stille spørgsmål ved subjektets konstruktion.

    Det er muligheden for at escapere fra vores kyniske og opdragede jeg.
    Muligheden for at prøve faste kønskonstruktioner og samfundsstrukturer af – uden fare for ikke at leve op til forventningerne i Voksenverden!

    Det er muligheden som mange voksne i virkeligheden drømmer om -“Bare jeg kunne være barn igen for en dag”.
    Og så skræmmer det os simpelthen fra vid og sans!
    For vi kan bare ikke finde ud af det mere…

    Vi kommer ind i et univers med kun meget få regler – og uden krav til nogen konkret kunnen eller gøren…
    Det er ligesom at blive tvunget til at lege med Barbie-dukker igen… Jeg kan ikke. Er helt vildt dårlig til at finde på… Og især at blive ved med det…

    Vores fantasi er blevet så overmodnet, sofistikeret og afmålt, at den basale drømmekarakter er druknet i voksenhedens manglende tro på mirakler!

    Orv – der blev hun højbesungen, men det er fordi jeg er bange!! Vi voksne kan også være bange:)
    Nægter at acceptere at barndommens fortryllede land er fuldstændig forsvundet.

    Så – See Ya in Second Life
    (En uge-gammel avatar-ejer).

  2. rockbear Says:

    hmm. Spændende teori, det må jeg medgive.

    Sådan noget man kan forvente fra halvstuderede medie-kandidater, formoder jeg 🙂

    Men nej. Jeg vil påstå, at det er hus forbi. Jeg lavede nemlig den avatar, og jeg kommer ikke til at bruge den igen, tror jeg.

    Legedelen af det havde jeg det fint med. Jeg tossede rundt i intro-delen af programmet og designede en dværg a la Ringenes Herre, gav ham et tæppe om livet og stålhandsker og kastede mig så ud i verden.

    Men allerede i næste del af introen – Communication – gik det galt. Der var nogle frøer, man skulle tale med. Det gjorde jeg gerne. Desværre var de styrende scripts til disse frøer noget hakkelse. De kunne simpelthen ikke svare fornuftigt på ting og var derfor dårlige partnere i et eventyr.

    Videre til Transport-sektionen. Jeg kørte lidt omkring på en Segway med mere, men blev hurtigt træt af den leg. Jeg gad ikke engang rode med at købe land, for på det her tidspunkt var jeg allerede overbevist om, at det aldrig ville ske.

    Det, der KUNNE have været videoer, der uddybede mine muligheder var i stedet dødssyge reklamer for Second Life – et produkt, som jeg jo allerede var bruger af.

    Jeg tog til Help Island, stjal en UFO og fløj lidt i den. Men spændende var det ikke.

    Jeg teleporterede mig videre til den rigtige verden derinde. Havnede i et hus, der virkede som om det var en slags gateway til verden, men det var ikke pænt. det var rodet og uoverskueligt og jeg havde ingen fornemmelse af, at der var mennesker i nærheden, som jeg kunne snakke med, opleve med, bygge sammen med.

    Problemet var – er – at interfacet er ustyrligt kluntet, langsomt og grimt. Jeg spillede, som nævnt i blog-indlægget, Star Wars Galaxies tilbage i 2002, da det udkom, og både grafik og interface var langt bedre med meget færre fejl. Og det med fejlene og interfacet er væsentligt. Formålet med interfacet er at give mig illusionen af, at jeg er i en anden verden. Jeg skal helst glemme interfacet, mens jeg er derinde. Det har jeg svært ved at se ske i Second Life. Heck, vi bliver hele tiden mindet om det ved lyden og animationen af folk, der taster i stedet for at tale.

    I Galaxies havde jeg masser af skæg med at møde folk, opdyrke nye verdener – både socialt og i den simulerede fysiske verden. Ja, jeg gik så langt som til ikke blot at forfatte en baggrundshistorie for min avatar i spillet, men også at opfinde et “mellemlag” – et menneske, der sad og styrede denne avatar, og som ikke var mig. Det var forrygende og festligt.

    Og Star Wars: Galaxies havde ikke andet end simple regler heller. Der var ikke noget, man SKULLE. Man kunne sætte sine egne mål og ændre dem, når man kedede sig. Og det var grafisk flottere og en mere tænkt verden end Second Life. For fem år siden. Det samme fortæller folk mig om rum-online-spillet EVE. Der hersker noget så sjældent on-line som reel markedsøkonomi og folk slår sig sammen i mega-virksomheder for at hjælpe hinanden med at bygge rumskibe, våben og andet guf, som de sælger til atter andre.

    Så nej, jeg er ikke blevet for voksen til at lege. Jeg leger med ord, verdener, synsvinkler og alt muligt andet og jeg siger dig, at jeg kunne opfinde den stygge personlighed til en Ken-dukke, om jeg fik chancen.

    Men Second Life? For grimt, for kedelig, for sent, for lidt. Hvad skal jeg med et Second Life, der primært omtales som et sted med Skattekontorer og Avisredaktioner? De folk LEGER jo ikke. De kopierer bare First Life ind i Second Life. Det er der ikke noget ved.

    Jeg havde masser af skæg med at designe min dværg, men det slog mig hurtigt, at jeg kun havde designfrihed indenfor visse parametre. Af hvad jeg har kunnet læse mig frem til er det også sådan resten af Second Life virker. Illusionen af frihed presset ind i snævre rammer.

    En dag kommer der formentlig et produkt med rigtig designfrihed. Muligheden for selv at forme sine ideer i tre eller fire dimensioner. Sammen med de scripting-muligheder, som Second Life vist har kan det blive fascinerende nok. Alternativt kan det blive noget rod. Det sidste er desværre stadig det mest sandsynlige, viser femten års erfaring fra andre on-line-verdener.

    Jeg er lige begyndt at lege med EV Nova. Det er et ikke-online-spil på min Mac, hvor jeg med nogle simple regler bliver sluppet løs i et enormt univers. Jeg skal selv opdage, hvordan verden virker og har netop startet en minevirksomhed, hvor jeg sammen med to computerstyrede partnere tjener millioner på at skyde asteroider og sælge det, der kommer ud af det. Det er ikke engang beskrevet i manualen. Jeg tænkte bare “Det vil jeg”, og det kom jeg så til. Der var ting, der undrede mig. Det havde andre spillere fundet svarene på og lagt ud på deres websites. Spillerne har muligheder for at skrive plug-ins – udvidelser af spillets historier, værktøjer, univers. Det virkede – på trods af, at det er et statisk spil – mere dynamisk end jeg formåede at føle at Second Life nogensinde kommer til. Trist nok.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: