Mere om krigszonen på Nørrebro

Flere af mine venner bor på Nørrebro og kommer med daglige beretninger fra det, der for tiden mere er en krigszone end en bydel. Nogle historier er skræmmende, andre er blot bekymrende og atter andre er absurde.

Når jeg skal videregive historier eller bare skrive lidt om sagen, er mit første problem at finde ud af, hvad jeg egentlig skal kalde de folk, der render omkring og laver huttelihut. I 90erne kaldte vi dem for autonome. Det betyder selvstyrende. Er der noget, de tydeligvis ikke kan, så er det at styre sig, så det ord duer ikke. Jeg brugte i spøg udtrykket “autofone” dengang – det betyder selvsnakkende – men de snakker ikke ret meget lige nu. De gør bare hærværk. Jeg tror, at jeg vil bruge ordet “lømler”. Det er et dejligt ord.

Til de bekymrende historier hører, at Telia blev kontaktet af politiet i torsdags. Politiet foreslog, at Telias medarbejdere i butikken på Nørrebro blev sendt hjem “i hvert fald week-enden over”. Politiet mente, at medarbejderne kunne være i fare. Det er det rene galimatias, at folk, der passer deres arbejde – arbejde, som ikke er en del af konflikten – skal frygte for liv og førlighed i denne sag.

Til de skræmmende historier hører, at døren til Runes baggård på Nørrebro blev sparket ind af nogle lømler, der ville sikre sig en flugtvej. Det kommer på en eller anden måde for tæt på.

Skræmmende var også min egen oplevelse i aftes. Jeg skulle hjem fra Rådhuspladsen og tog en natbus. Jeg undrede mig over rute, den tog, men tænkte, at den nok skulle undgå området omkring Blågårds Plads. Da vi nåede Vanløse, måtte jeg erkende, at jeg nok sad i den forkerte bus. Jeg stod af og fandt en taxa og bad om at blive kørt hjem til Østerbro. Taxafyren spurgte om han bare skulle køre ned til rute 18, som åbenbart var hans måde at beskrive den “næsten-ringvej”, der går fra Valby over Falkonér Alle, Jagtvej og Strandboulevarden. “Det finder du selv ud af” svarede jeg.

Jeg skulle have tænkt mig om i stedet. Jagtvej var stadig spærret. Taxafyren kendte dog en bagvej, som han tog. Eller prøvede at tage. Pludselig var vi i en gruppe af lømler, som havde væltet en flaskecontainer ud på vejen. Taxafyren blev nervøs. “Bare de ikke smider noget efter bilen,” sagde han. Efter en kort tænkepause kørte han hen over de knuste flasker for at tage en sidevej. En civilist kiggede ind på taxafyren, mens han gik forbi, og rystede svagt på hovedet, mens han pegede en anden vej. Vi forstod begge signalet om at komme væk, den vej vi kom ind. Nu.

Taxafyren vendte om. Nu lå der pludselig materiel fra et vejarbejde på vejen vi kom fra og nogle lømler var vist i gang med at prøve at sætte ild til en bil. Taxafyren var tydeligt nervøs, men fik navigeret ud og videre til Østerbro. Undervejs fortalte han, at han også boede på Nørrebro og altid havde respekteret dem ovre fra Ungdomshuset. Men det var slut nu. Det, der virkelig havde vendt ham var da lømlerne begyndte at smadre og brænde folks biler. “Folk har en bil, fordi de har brug for den. Og de har da ikke lige råd til at købe en anden, fordi den bliver smadret.” Jeg er ganske enig. Det er gået helt amok.

Til de absurde historier hører, at Tomek og Eva gik lidt rundt på Nørrebro forleden. Da de passerede et stort bål, blev de mødt af en af gadens kvinder. “Har I noget ild?” spurgte hun.

Advertisements
Explore posts in the same categories: samfund

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: