Atomkraft? Ja tak, gerne.

For nogle år siden inviterede min sære ven Ole Tange mig med på eskursion til Barsebäck. Som han sagde: “Nu lukker det jo snart. Lad os få kigget på det, før det er for sent.”

Selve eskursionen var hyggelig, men meget lidt faglig, fordi Ole ikke havde en helt så klar aftale med Barsebäck, som han troede. Men vi fik set Barsebäck. Udefra.

På vej derud delte vi bus med en masse unger. Vi var overrasket over, at Barsebäck er sådan en stor turistattraktion for børn på skoleferie. Det viste sig nu, at ungerne allesammen var på vej til badestranden få kilometer fra værket. Måske var vandet et par grader varmere der pga. de store mængder varmt vand, der blev lukket ud? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at væltede med unger.

Da jeg kom hjem og fortalte historien, var der flere, der gjorde store øjne. “Bader de ved et atomkraftværk???” var en almindelig reaktion.

Ja. Det gjorde de. Og de var kloge og veluddannede nok til at vide, at det er ufarligt. Der kommer ikke muterede fisk svømmende og der vælter ikke dunster af luftformig Plutonium ud af et atomkraftværk, medmindre det ligger i Springfield.

Danske kraft-varmeværker forurener luften ved de danske strande. Og de svenske, når vinden vender den vej. De er farligere for de badende end de svenske atomkraftværker er. De danske kraftværker forurener ikke så meget som de har gjort, men de forurener stadig.

Atomkraftværker, derimod, forurener ikke direkte. De har naturligvis affaldsprodukter. Det er også affaldsprodukter, der gram for gram er væsentligt farligere end osen fra danske kraft-varmeværker. Forskellen er bare, at atomkraftværkernes affald repræsenterer langt større energiproduktion pr. gram og kan gemmes af vejen i dybe huller indtil man finder en måde at gøre det ufarligt på. Om det tager ti eller tusind år er knap så vigtigt: Så længe man gemmer det godt imens, slår det ikke nogen ihjel. Det gør den fine danske forurening derimod.

Og ja, man kan reducere farligheden markant ved oparbejdningsprocesser. Nu har vi kun leget med det her i omkring et halvt århundrede, så processerne er kun i deres vorden. Man skal ikke være meget af en teknologi-optimist for at kunne se, at det bliver bedre.

“Jamen, hvad med ulykker, Peter, hvad nu hvis det eksplumderer?”

Det er der taget højde for i moderne værker. Ja, værkerne i det gamle Sovjet er noget skidt, der skal demonteres og erstattet af noget moderne, men selv Barsebäck, der rent teknologisk set er en oldsag (jeg mener 1975? Det er jo yngre stenalder), havde så mange lag af sikkerhed, at et udslip næsten var umuligt. “Næsten”, fordi intet er umuligt. Naturligvis kan ting gå galt. Men odds pr. menneskeliv var uhyrligt meget bedre med det nu lukkede Barsebäck-værk end det er med kul-baserede værker. Og med et moderne værk er der slet ingen sammenligning.

Så lad os nu bare få ophævet den åndssvage “atomkraft er psykofarligt”-lov og følge med resten af verden. Det kunne gøre en del for vores overholdelse af Kyoto-aftalen, hvis vi holdt op med at lyve for hinanden om at hippierne havde ret.

Jeg kan anbefale et kig på dette site, hvis man har lyst til at lære noget mere om atomkraft.

Explore posts in the same categories: samfund, sure opstød