Noget om øl

Hvis man nu er typen, der bliver deprimeret af at drikke, og man har drukket tre-fire øl… Er man så halvfuld eller halvtom?

Batman, det væmmelige bæst.

Batman har altid virket ret fascistoid på mig. Sådan en “jeg er ligeglad, hvad der skal til – jeg ved, jeg har ret, så jeg kan gøre hvad jeg vil. Staten, det er mig… Eller Gotham City er i hvert fald.”-type. Jeg har dog aldrig lagt alverden i det.

Men et besøg på Statoil her til aften afslørede problemets omfang for mig:

[Her var der tidligere to billeder af Batman, der heil'er. Dem har WordPress åbenbart slettet. Det er nok fordi de overtræder nogle copyright-regler eller noget. eller fordi Time-Warner prøver at SKJULE at Batman er nazist. hmpf.]

Misbrugt og forladt

Det ser så uskyldigt ud. Dankortet. VISA/Dankortet faktisk. Og til daglig er det et glimrende værktøj til at holde overforbruget ved lige uden helt at opdage det. Bøger, stetoskoper, film, mad, taxature – alt betaler det uden at kny, og skulle det ske, at der går flere penge ud end ind, så tager vi da bare et lån til…

 

Og så pludselig fredag aften, da jeg står på tanken efter firmaets årsfest… Ikke ganske appelsinfri, men klar nok til at vide, at jeg vil værdsætte at have cola i huset i morgen. Der, pludselig, siger kortet stop. “Afvist, kontakt kortudsteder” siger dankort-terminalen. Heldigvis har jeg lidt kontanter, så jeg får betalt og slæbt mig hjem.

 

Næste dag står jeg i en biograf. Jeg skal hente billetter til Michael Moores Sicko med introduktion af Jacob Holdt. Igen bliver transaktionen afvist.

 

Søndag kommer der en SMS fra min internetudbyder: “Vi har prøvet at trække dit abonnement på dit dankort, men næh nej, det kan vi ikke. Fy!”

 

På det tidspunkt har jeg allerede været i panik i halvandet døgn. Er min konto overtrukket? Hvad er der galt? Naturligvis strejker passwordet til min netbank, så jeg ikke kan checke hvad der er galt. I panik skriver jeg i stedet en mail til banken i stedet. Jeg når endda at få flettet en uovervejet ansøgning om kassekredit ind i mailen.

 

Min bankrådgiver ringer så mandag morgen lidt forvirret over mailen. Min konto er ikke overtrukket og hvad skal jeg bruge kassekreditten til? Er det en investering? Var et lån smartere? Hun aner slet ikke, at mit Dankort er spærret – det er nemlig ikke noget, de har gjort. Hun lover at ringe til PBS og spørge dem, hvad der foregår.

 

Og her bliver det skægt.

 

PBS har set nogle sære træk på mit kort og vil gerne lige have checket hvad der foregår. £0.01 til Newzbin (som jeg ikke bruger) og derefter to gange £50.00 til Vodafone (det lyder som taletidskort. Som jeg ikke bruger.)

 

Processen besværliggøres af, at der er blevet trukket ret mange småbeløb, som bankrådgiveren læser op for at få checket. Du godeste jeg køber meget junkfood på det dankort. Og nogle film. Og et stetoskop. Og en bog eller to.

 

Vi bliver enige om at opretholde spærringen og bestille et nyt kort. Senere i dag vil banken ringe igen, så vi kan få gjort indsigelse mod de festlige træk. Og når jeg får mit nye password til netbanken vil jeg trævle de seneste måneders hundreder af dankort-træk igennem for at finde andre spændende ting. Det kunne jo være dejligt, hvis nogen har trukkket £2000 og jeg derfor har mange flere penge at fodre mit overforbrug med. As. If.

Stolt fremviser jeg sidste uges overforbrug. Stetoskopet er bestemt ikke noget, jeg har brug for, bogen har jeg købt før, men smidt væk og så er der TO eksemplarerer af samme film? OK, den ene har jeg købt til Allan, men alli’wel.

Aber

Jeg vil gerne reklamere lidt for Dansk Primatsammenslutning. Hermed gjort.

Og det er KUN fordi jeg ikke kunne stå for billedet på deres forside:

Science for fun and profit…

Nogle gange tror jeg bare, at astronauter finder på fjollede ting at gøre i vægtløs tilstand og pakker det ind i videnskabeligt lydende ord for at dupere os.

Her leger de med vand:

Og her er det vandballoner:

Og når man nu er i gang, kan man jo lige så godt være ond mod en kat. De er der til det samme.

Wil’s trøje har ret…

bøger til en billig penge

Hvor er det dog vidunderligt, at vi har on-line boghandler.

Min “The Ghost Brigades” af John Scalzi er forsvundet, men den koster kun omkring 50 kr. incl. forsendelse, så jeg har lige genbestilt den fra Bookdepository. Nuvel, så går der op til en uge, før jeg har den, men det er da dejligt, at man kan købe fremragende litteratur for så små penge, at man kan forære det væk bagefter.

Jeg tror, at jeg har købt Orson Scott Cards “Ender’s game” omkring 5 gange efterhånden, læst den og “lånt den ud” uden at bekymre mig om den kom tilbage.

Nuvel, hvis der stod en lille “print-on-demand”-maskine nede på nærmeste tank, så jeg ikke skulle vente en uge på at bogen dukkede op, ville det naturligvis være endnu bedre.

Nogen kunne så finde på at sige “Så læs dog e-bøger”. Nej. Jeg kan godt lide fornemmelsen af en bog, og jeg hader at bære på en åben bærbar, mens jeg sidder i toget eller på WC’et, står i  kø, går på gaden, venter på nogen foran en biograf eller de mange andre situationer, hvor det er rart at kunne tage en bog frem og transportere sig til en anden verden i nogle minutter.

Nuvel, når der kommer E-papir i brugbar bogform, så er jeg nok frisk. Men ikke før.

Rovdyr

Her er en los:

Jeg har ondt af lossen.

Den har simpelthen et åndssvagt navn.

“Pas på, der kommer en los!”

Hvem kan tage sådan noget seriøst?

Bjørn, check. Ulv, check. Måske endda jærv, hvis det udtales på svensk og med rædsel i stemmen. “Passa ni på nu. Järven är i skogan!” eller hvad en svensker nu ville sige.

Men los?

Tiger, løve, gepard, T-rex, raptor, spækhugger, rotte, python, haj – alle har de navne, der indgyder frygt. En delfin respekteres for så meget andet, så det gør ikke så meget, at navnet er fjollet.

Men en los? Den ligner en huskat og den har et dumt navn.

Stakkels los.

Vandkanten

Engang imellem føler jeg, at jeg står i vandkanten… Stedet mellem “det der var og er” og “det der er ved at blive”. Mine fusser bliver våde, når lidt vand ruller ind over dem og minder mig om det, der vil komme, men jeg står stadig på sandet. Det, der allerede er.

Første gang jeg oplevede det, var omkring 1980. Elith Nørholm sad inde i fjernsynet og fortalte om EDB-maskiner. Maskiner som man kunne spørge om alt, og som kunne svare på det, man spurgte om. Jeg var fascineret og duperet på en gang. Jeg blev dog bragt ned på jorden igen, da jeg spurgte min far om disse vidundermaskiner, og blev forklaret, at de kun vidste det, man selv fortalte dem. Det virkede lidt nytteløst på mig. Men tænk alligevel… En maskine, der bare ved alt…

Jeg fik – som mange knægte fra min generation – en markant interesse for disse maskiner og de følgende år så jeg Teledata komme og gå (de havde en terminal på Bjerringbro Bibliotek, som jeg anvendte så tit jeg kunne komme til det.) og jeg fik mig selv sådan en maskine. Mine forventninger til disse underværker blev justeret, efterhånden som jeg lærte dem at kende, men altid havde jeg fornemmelsen af, at vi undervurderede hvad de kunne bruges til. Og det gjorde vi jo.

Jeg oplevede igen at stå i vandkanten for lidt over ti år siden, da internettet begyndte at tage fart. Jeg havde brugt det i nogle år allerede, men det var en omstændelig affære, hvor man mest telnettede til ting og fedtede rundt med tekst. Gopher dukkede op og lærte os om hypertekst, men blev hurtigt overhalet indenom af de første webbrowsere. Fascinationen ved at kunne finde alle mulige løjerlige informationer her og der var… well… fascinerende, men det hele var stadig bare et stykke teknisk legetøj. Lidt som de walkie-talkier, vi havde som børn – ja, de kunne bruges til noget, men vi brugte dem nu stort set kun til at stille spørgsmålet “kan du høre mig?” Alligevel var den der; fornemmelsen af at stå i vandkanten og fornemme glimt af noget, der kunne nå kritisk masse og blive et uundværligt værktøj. Vi manglede bare liiiiige et eller andet.

Det kom. Vi ramte kritisk masse, og i flere år har Google været min udvidede hukommelse, alt hvad jeg ikke lige kunne huske om film og skuespillere er blevet slået op på IMDB og alt andet er blevet checket på wikipedia. Ja. I dag kan jeg gøre det, som var umuligt dengang i 1980: Jeg kan spørge min computer om alt, og den svarer på det meste. Den fortæller mig kun det, som jeg og andre har fortalt den. Men vi har næsten fortalt den meget, og vi fortæller den mere hver eneste dag.

Jeg har følt en tid, at computeren, at nettet nu var… er… det som det skal være.

Nu står jeg her så igen. I vandkanten. Siden jeg for nylig begyndte at fedte med den nye iMovie har jeg kastet mig over det hersens Web 2.0. Jaja, jeg har brugt wikipedia længe og skrevet blog i nogle måneder, men jeg har ikke kastet mig ud i at føje nye ting til YouTube før for halvanden uge siden, og pludselig er min computer for langsom (den er en time om at generere en film på 15 minutter) og min internetforbindelse er for langsom (samme film er en halv time om at uploade). Min harddisk er alt, alt for lille til alt det råfilm, jeg skal have liggende, når jeg får købt et SD-kort-baseret HD-kamera (ja. Lige om lidt…).

Jeg vil have en maskine, der lynhurtigt og smertefrit lader mig manipulere, generere og uploade videoer til YouTube, så jeg for alvor kan være en del af Web 2.0.

Det kan jeg ikke endnu. Men for så vidt angår mange af de ting, jeg før stod og kiggede ud mod, så er jeg nu langt ude i vandet. Så måske er det ikke vandkanten, men en revle, jeg har fundet.

Det kommer. Computeren bliver hurtig nok. Harddisken bliver stor nok. Og om få år er det noget, jeg slet ikke kan forestille mig i dag, der er lige foran mig, mens det, der i dag er en drøm, er blevet hverdagskost.

Der er meget, vi skal spørge os selv og hinanden om. Der er meget, vi skal tale om. Hvor bliver privatlivet af? Hvad fortæller vi andre? Hvorfor? Og hvem lytter? Vigtige spørgsmål. Men lad dem ikke komme i vejen for fascinationen… Jeg ser frem til den næste revle.

iMovie

For ikke så forfærdeligt mange dage siden, stod Steve Jobs – alle Apple-brugeres store guru -  i et auditorium og udbredte sig om det nye iMovie’s fortræffeligheder.

Jeg havde før brugt iMovie i ca to minutter, før jeg besluttede, at det var et dumt og klodset program, og at jeg hellere ville fortsætte med at lege med de dyrere professionelle programmer, som jeg tidligere havde lavet små film i.

Det nye iMovie så dog så sexet ud, at jeg var nødt til at fedte lidt rundt med det, og det er superdejligt og nemt at arbejde med. Jeg vil varmt anbefale det til at lave film fra familiefester og ferieture.

Det mangler en masse features, som man kan håbe, kommer med tiden. Man kan ikke lave picture-in-picture, chroma-keying, afspille et klip hurtigere end det er optaget eller lignende fuldkommen nødvendige ting… I hvert fald nødvendige, hvis man er et stort legebarn, sådan som jeg er.

Men til gengæld hopper det selv ind og ser, hvad der ligger af filmstumper i ens iPhoto-arkiv, og gør dem tilgængelige med det vuns, ligesom man har sit iTunes-arkiv til rådighed til lydsiden – og i øvrigt kan optage voice-overs direkte i den indbyggede mikrofon, hvis man har lyst. Så jeg lavede en lille musikvideo til omtrent det første vers af Timewarp fra Rocky Horror Picture Show – bare sådan af små fjollede klip, der alligevel lå og flød.

Og så opdagede jeg det, der kommer til at forpeste min, jeres og alles tilværelse fremover: Man skal bare trykke på en knap, så bliver filmen automagisk lagt op på YouTube.

Så uden yderligere snak – her er 1 minut og 23 sekunders fuldkommen spild af din tid:

Føj da! En socialist!

Klaus Bondam (R) synes at det ville være en god ide at tage Pumpehusvej – der ikke ligger i nærheden af Pumpehuset – og omdøbe den til Thomas Koppels Allé. Thomas Koppel er en af det 20. århundrede væsentligste danske komponister, så den hæder synes Teknik- og miljøborgmesteren ville være en god ide.

Venstres Lars Dueholm siger nej. At tænke sig! Den væmmelige mand har udtalt sig kritisk om regeringen og givet udtryk for støtte til frihedskæmperne terroristerne i Irak. Ja, han er – var – i det hele taget kendt for at være meget, meget venstreorienteret. Sådan en mand kan man virkelig ikke opkalde gader efter. Han skal helst glemmes.

Tjah. Hans musik kan stadig lånes på offentlige biblioteker. Det samme kan i øvrigt Cirkeline-bøger og -film af den lige så venstreorienterede Jannik Hastrup. Her i landet har man lov til at mene. Man har lov til at være fanatisk. Og man har i allerhøjeste grad lov til at blive gammel og nægte at se i øjnene, at noget af det, man troede på, ikke helt holdt. Og man har så sandelig ret til at være dissident og kritisere regeringen og dens handlinger herfra og til Hareskoven på enhver given dag… Faktisk er man næsten forpligtet til det. Ellers dør demokratiet.

Så Koppel var ikke enig med Venstre. Han var heller ikke enig med de Radikale. Men det er en radikal borgmester, der kommer med det fine og rimelige forslag. Man kan sagtens argumentere imod det med at vi lige må se tiden an, og hvor stor var han for eftertiden og den slags. Men at afvise at navngive en vej efter manden, fordi han havde solide holdninger og stod ved dem, det er uartigt.

Og så har vi i øvrigt en flok veje, der allerede er blevet opkaldt efter folk med grimme holdninger. Dem skal vi vel ændre til noget mere tilforladeligt? Vi kunne jo starte med Wagnersvej…